Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/299

29O F1m1ARKENS Au-r. var anden mere vederstyggelighed, som pennen væmmes ved at røre ved. Men forat læremesteren ved sin skikkelse eller navn ikke skulde vække afsky hos liebhaberen, saa udstafferede han sig med slangeættens træskhed hos den vankundige almue med Zirligere navne, som Fris, Pax, Marcus, Sadum, Mamo Dominicus, Asmodo, Lange-Rømer, Machuæt, Zacharias, Lour [flere af disse navne er benævnelser paa onde aander i svartebøgerne] og deslige, og præsenterede sig endog i adskillig gestalt, nu i lignelse af en hund, nu som en mand uden hoved, nu som en karl i sorte klæder, nu i hvide klæder som en engel, ja ofte ogsaa som en fugl. Nu lokke madens fulhed dennem anrætte ved madfisk, smør oc brød, ja ved øldricken at alting for dennem desmindre væmmelig som sælsom maatte falde; i alt arbeide dog dis skadeligere en geist. Blandt finnen tilfjelds udretter han sit spil ved at for- trylle stenklippen, til der svares, som de sig indbilder, som der- næst paa runebommen en og anden videnskab at udlede, ja des- mere ondt at udvirke.» Størsteparten af disse overtroiske forestillinger, som IAZll‘ien- skiold meddeler, er ikke af finsk oprindelse, men laan fra nord- mændene, dels fra deres egen gamle folketro, dels fra den inter- nationale trolddom, som paa den tid var gjængs og ofte prak- tiseret i Norge. Der er en hel række overnatu1–lige væsener, som er vel kjendte af nordmændene, og som gjenfindes hos finnerne Her skal nævnes jøtnerne, draugen, utboren; julesvendene; men ogsaa mange andre kan let gjenfindes, idet baade navn og forestilling er laant. Af kjendinger fra Norge findes da først jutulen, jætten, old- norsk jǫtunn, som finnerne kalder jehtanas. Ordet er et laan- ord og vel ogsaa forestillingen. Jøtnerne er forfærdelige ved størrelse og kraft Heller ikke i Finmarken taaler de at se solen; da bliver de til sten. Den rationalise1–ende udvikling synes imid- lertid i Finmarken som ellers i Norge at have henvist jutulerne fra troens verden til eventyrets. De baade, som de fiskede med, var som skibe og aarerne af jern. De fiske, som de spærrer, idet de hinder sporene sammen to og to, og hænger paa hjelden, er hvaler. Paa samme vis er det to ’hvaler jotnen fisker i eddakvadet Hymeskviða. Store enkelt liggende stene af størrelse som hus er kastet af jehtanas. . Jøtnerne, jehtanasak, har snart ét hoved, snart to og snart tre. De overvindes snart paa den maade, at man lokker dem ud, hvor solen kommer til at skinne paa dem, saa de bliver til sten, eller ogsaa faar man i jehtanas hus fat i kraftkrnkken, og ved at lugte tre gange gjennem korkehullet faar man styrke til at dræbe kjæmpen med dennes eget sværd, en forestilling, som er