Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/309

3OO I–’lNMARKENS AMT. Naar man kommer til stedet, kaster man hurtig et staal i ilden, som da slukner med det samme, men hullet bliver aabent lige til pengekoppen. Ildsta-alet, gasskam, hvormed man slog ild i knusk, blev før almindelig benyttet til saadant brug. Naar man faar benytte ildstaalet, maa man ikke være bange; thi da viser der sig forskjelligt, saasom en haand med en kniv eller en øks, en olm okse med store horn eller et eller andet rovdyr, desto fælere, jo mere troldskab, der er anvendt, da pen- gene gjemtes. Bliver man bange og forlader stedet, finder man det ikke mere siden. Der fortælles om en mand, der fandt et saadant pengegjem- sel. Han var en dristig mand, og da han saa arahav(ldedolla om natten, sprang han derhen og kastede sit staal, hvorpaa ilden sluknede; da han bøiede sig ned over hullet for at tage penge- skrinet op, kom der op af hullet en hvid okse med forfærdelige opretstaaende og udad krummede horn. Manden fik ikke tid til at flygte, men greb med begge hæn- der om oksens horn og lagde sig med hele sin tyngde mellem hornene for at holde den nede i hullet. Men med det samme syntes ban, ligesom han ikke mere sandsede noget,:2addai, som iinnerne siger, dego guovte ilme gaski, og endelig sovnede han ind. Da han vaagnede, laa han paa et skrin af almindelig stør- relse, og med begge hænderne holdt han om skrinets to bøiler, og oksen var imidlertid blevet forvandlet til et pengeskrin. Ikke blot troen om, at der brænder et blaat lys over ned- gravede skatte, men endog de finske fortællinger, som knytter sig dertil, er ligefremme laan fra nordmænd og svensker, i hvis folketro disse forestillinger om skattelys spiller en stor rolle. I Finmarken træffer man endel s;jøuhyrer, som er kjendt fra andre dele af landet, som sjøormen, kraken, ogsaa havmænd og havfruer. Om sjøorme beretter erkebisp Erik lValkendor“f til pave Leo den 1Ode: «Der findes der ogsaa forfærdelige sjøorme; de mindste af dem er 3O alen lange og 5 alen tykke, men de største er mere end l5O alen lange og forholdsvis tykke, idet det firkantede hoved i størrelse er længere end den øvrige krop. De er graa af farve. De viser sig ofte for menneskers syn, men blot naar det er klar luft og roligt hav, begjærlige efter at dræbe mennesker-. Men sjømændene, hvis død de tragter efter, har da kun en udvei, at de styrer sine skibe mod udyrenes øine, naar disse vender mod solens straaler; det er nemlig nødvendigt, at det mindre lys for- mørkes og sløves ved, at det større kommer iveien.»