Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/316

“ . ovEBTBo. 307 De fugle, som er farligst for menneskene, er gjøken (giekka), lommen (gakkur), snetitingen (allap), spoven (gu.s:jkastak) og mækre- gauken (mækkastak). Paa –den tid, gjøk, lom, mækregauk, svane og tjeld kommer om vaaren, skal man ikke gaa ud fastende; thi hører man nogen af disse fugle paa fastende hjerte første gang, da er det et daar- ligt mærke for hele vaaren og sommeren med. Finnerne siger, at man bliver udskidt, baikatalla, af disse fugle, hvilket svarer til den norske tro, at de «daarer» den, som hører dem, uden at have nydt noget samme dag. Alt mislykkedes da; melken bliver mest bare til møsse (valle), rømmen bliver ikke til smør, eller det bliver ligt smør- kattesmør, fisken paa hjelden faar makk, næpeplanter bliver mark- stukne. Dette er saa sikkert, at man i mange grænder ikke lægger rømmen i smørkjernen, hvis man er udskidt eller daaret. - Loddebita kalder finnerne, efter Fellman, en madbid, som de om vaaren, lige efter trækfuglenes ankomst, spiser om mor- genen, før de gaar ud. De tror derved at undgaa at blive daa- ret. I Særdeleshed er gjøken anseet for farlig. Den, som om morgenen paa fastende hjerte hører gjøken, er i hele aaret ikke afholdt af sin næste. Dette kan man dog hjælpe paa ved at gaa tre gange omkring et furutræ og spise noget af dets bark. Hører man lommen, faar man det aar ikke melk af sine hjorder. Høres gjøken første gang om vaaren i vest, da dør man ikke i det aar, fordi gjøkens stemme peger mod solopgang; høres gjøken første gang mod øst, skal man dø i aarets løb, da gjø- kens stemme peger mod solens nedgang. Dette er finsk tilrettelægning af den norske tro: Vest – viljegauk, aust – giljegauk, sud – saagank, nor – naagauk (= liggjøk). Flyver gjøken paa den tid, den kommer om vaaren, frem og tilbage langs elvene, saa bliver der lidet laks den sommer; flokkes den om husene, saa vil der snart spørges død eller ulykke En gammel fjeldfin drog med sine ren til kysten i Skibotn i Lyngen, og da han kom frem, varslede han om en stor ulykke, thi gjøken havde flere dage itræk galet om skade og tab af folkeliv. Samme sommer, straks efter Sankthans, faldt ud et stykke af Pollfjeld –- mellem Lyngsdalen og Pollen –- og paa faldet fulgte tre vældige sjøbaarer, der i Skibotn, eller vel en mil fra stedet, i Lyngsdalen, gik op til høieste flodmaal og trak sig tilbage