Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/324

OVERTRO. 31 5 At se sig selv, det vil sige sit vardøger, er ogsaa hos nord- mændene og hos flere folk et Varsel om snarlig død. Som feigd betragtes en fugl, som kaldes lidno, vistnok sten- uglen, naar der i mørkningen høres en jamrende lyd fra den. Naar denne lyd høres, skal man ikke tale eller give nogen slags lyd fra sig; thi da holder nævnte fugl paa at bære et eller andet menneskes feigd paa sig; giver man en lyd fra sig, «bytter fuglen feigd og tager den sidst talendes feigd paa sig eller ret- tere: bliver feigd for den talendes forestaaende død. Hvis et lig ikke vil stivne, men holder sig noget slapt, naar man bærer det ud, saa venter det snart en efter sig i samme hus. Hvis øielaagene paa liget har aabnet sig lidt, medens man lægger det i kisten, saa venter det ogsaa, at nogen snart skal dø, om ikke netop i samme hus, saa dog i samme grænd. Dette er en norsk forestilling. Under ligets paaklædning og medens det lægges i kisten, skal man have votter paa hænderne, forat disse ikke skal blive nomne. Naar liget bæres ud af huset, skal alle døre staa aabne, forat alle dødninger skal faa drage ud med liget; ellers kan man faa høre uvæsen i huset, ialfald i de første dage. Den aabne dør (eller det at glatte paa døren efter en besøgendes udgang) er almen norsk skik. For levendes vedkommende «for at slippe vardøgret (skytsaanden) ud». Naar det bruges efter lig, er det, forat den dødes sjæl ikke skal blive indestængt. Døren i det udhus, hvor liget imidlertid henlægges, skal ikke stænges, ei heller, naar liget tages ud for at føres til kirkegaarden. Hvis man bider i en ligkiste, saa ser man en (lødning hele sit liv, og naar de viser sig, maa man følge. Naar en person dør i huset, kastes i Maasø gloende aske eller ild efter dem, der bærer ham ud. Dette er til beskyttelse mod dødninger. Dødninger kan af onde mennesker sættes paa folk, og da gaar det paa livet løst. Dødnin- gerne kommer ved midnatstider, og faar de ikke dræbt den per- son, mod hvem de er udsendt, dræber de udsenderen selv. Vil man hytte sig mod dødningerne, har man kun det raad at kaste ildmørje og gloende kul mod dem. Før liget har hørt kirkeklokken, kan det høre levende folks tale og viser sig for hvemsomhelst, naar det under paaklædnin- gen og lægningen i kisten kræves. I ældre tid var der folk, som bar nag til den døde og hevnede sig ved paa denne maade at uroe den afdøde. Man behøvede ikke at udtale ønsket med lyde- lig stemme, men kun at hviske, uden at nogen hørte det; haan- den maatte dog være i berørelse med liget. Men de døde, som endnu ikke har hørt kirkeklokken, kan gjøre meget ondt, hvis man gjør dem vrede. Derfor pleier alle