Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/336

Denne siden er ikke korrekturlest

FINNERNES OMVENDELSE OG MISSIONEN. 327 «Paa vore børns, fyrst Ivan Ivanovitsch’s og fyrst Feo- dor Ivanovitsch’s forbøn har vi forlenet forstanderen for det Pet- schengske hellige Trefoldigheds kloster, Gurij med broderskab, istedetfor præsterettigheder samt indtægter af sjælemesser, paa grund af deres fattigdom, med fjordene Mutkafjord, Litzafjord, 0rafjord, Peisen, Pasvik og Neidenfjord som arvelig eiendom; [paa rnssisk staar der: den matotske, litske, urske, patschengske, pasrenske og njavdenske fjord], ligeledes med alt flskeri eller havsvrag, saaledes f. eks. om havet kaster op paa land nogen hval eller hvalros eller noget andet saadant havdyr, samt med havstranden, landet, alle øer, floder og mindre bække; ligesaa med alle skoge, eng og jagtmarker samt de finner, hvilke ved de nævnte matotske og petschengske fjorde er og fremdeles skal være os skatsky1dige, og med alle de dem underliggende eng- marker og alle de pengeafgifter, som de erlægger til tsaren og storfyrsten, og med al afkastning og oppebørsel – hvilket alt skal tjene dem (munkene) til næring og til opbyggelse af et klo- ster, og har vore novgorodske og dvinske bojarer og tjeneste- mænd i det kolske distrikt og alle kystbeboere samt kareler og finner og alle andre ingen ret til at tage denne deres arvejord, hverken floder eller notkast eller fiske eller anden eiendom i besiddelse.»

Hermed var klosterets velstand grundlagt, idet munkene ved dette gavebrev fik endnu større rettigheder over hine trakter end bergenserne omtrent paa samme tid (1562) eller i monopoltidens dage over Finmarken. Hele befolkningen var herved solgt til munkene, saa de kunde skalte og valte, tage skat eller tiende, som de behagede.

Det distrikt, som Ivan gav til klosteret, eiede han ikke; det udgjorde gammelt norsk skatteland, som var blevet fællesdistrikt med Norge, hvilket først i l826 endelig udskiftedes.

Allerede 3O–4O aar, efterat Trifon kom did som fattig eneboer, eller i l565 var der 2O munke og 3O klostertjenere.

Paa samme tid var ogsaa adskillig skibsfart begyndt til klo- steret. Det heder saaledes etsteds, at «der kom meget folk fra Cholmogor og Ser-gopol did med varer, som de skjænkede klo- steret til dets forskjønnelse og finnernes omvendelse».

Omtrent paa denne tid skal Trifon have opført en ny kirke ved mundingen af Petschengaelven eller efter andre paa en ø i fjordbunden. Denne kirke fik navn af Jomfru Maria-kirken. Hid skal Trifon undertiden have trukkket sig tilbage, levet her som eremit og forrettet sin gudstjeneste.

Straks ved kirken eller der, hvor den stod, løber en liden elv ud i fjorden, som heder Trifonselven. Den siges at have