330 FINMARKENS AMT. Klosteret i Petschenga er opført for at modarbeide katholiker, lutheranere og russiske sekter og indføre den orthodokse lære blandt finnerne.
Ved slutningen af det l6de aarhundrede synes, efter hvad ovenfor er berettet, en stor del af de russiske finner udvortes at være blevne omvendte til kristendommen, og missionsværket synes først at være bragt til ende her. De russiske finner var efter von Westen kun i navnet og i iagttagelsen af udvortes skikke kristne. Ven Westen beretter i sin «Topographia», at i det russiske Lappland er der kirker og bedehuse nok, i almindelighed er der en i finnernes sommerbyer og en i deres vinterbyer for dem, som flytter. Hver fin har en helgen i sit eget hus, som han bøier sig for. Præsterne i Kola og Kandalax kom en gang om aaret til sommerkirken og en gang til vinterkirken. Stormunken (hiero- monachen) reiste hvert 4de eller 5te aar paa visitats. To gange om ugen fastede de, den ene gang i den lange faste før jul 6 uger, den anden gang i fasten før paaske syv uger. Deres guds- tjeneste bestod i at tænde lys for billederne, lade sig røge af vierøgen, bukke og korse sig. Faa, undtagen de, som boede i Bomen (nærved grændsen), kunde Fadervor og troesartiklerne. Naar Isak Olsen spurgte dem om ting, som vedkom kristendom- men, svarede de: «Vor præst ved det, spørg ham, vi ved det ikke.» Præsterne lærte dem at korse sig, prækede ikke, men læste op af bønnebøgerne. Om de russiske finner i fjelddistrikterne heder det i l766, at de endnu var hedninger eller navnkristne. I 1783 heder det, at de fleste russiske finner er kristne.
Castrén omtaler dem i sine «Reseminnen från 1838–44» saa- ledes: «I religiøs henseende staar de lavt. De har lidet kjendskab til kristendommens aand og forskrifter, ingen af dem kan læse i en bog, og kun sjelden kan de faa religiøs sjælepleie af præster fra en nærliggende russisk landsby eller stad; søndagen helligholdes saaledes kun som hviledag. I det høieste gaar de ind i bede- huset, som dog findes i hver landsby eller pogost og slaar nogle kors for sig foran helgenbillederne, hvilken ceremoni kaldes bøn. I det daglige liv iagttager de russiske finner trofast den græske kirkes ceremonier m. m., som hører til den ydre kultus, men under dette kristne ydre skjuler sig megen overtro. Især er troen paa trolddom stærkt rodfæstet hos dem. I den største anseelse staar akkalafinnerne for sine magiske kundskaber. De er ogsaa i Finland saa berygtede, at bønder helt fra Savolax valfarter til dem for at gjenvinde sin helbred, sine tabte skatte eller hvad der ellers kan ligge dem paa hjerte.»
En stor del af de russiske finner hører til starovertsierne, et parti i den græske kirke, som opstod, da patriarken Nikon af Moskva (l653–1667, † 1681) reviderede de kirkelige bøger. De
--Karilanglo (diskusjon) 25. mai 2012 kl. 05:21 (CEST)
