FlNNERNES OMVENI)EI.SE OG MISSIONEN. 337 nernes tnngemaal, saa han forstod det fuldkomment, og han kunde tale det temmelig godt; han besad en ubegrændset arbeidslyst og stor arbeidsevne. Derhos havde han viljekraft og hensynsløs energi og sparede ikke sig selv. Da han ikke tog hensyn og havde en hvas tunge, kom han i unødige Vanskeligheden Han var tilbøielig til at paakalde den verdslige øvrigheds bistand, naar han ikke kunde naa sit maal ved aandelige midler, og alle gamle bestemmelser i love brugte han til at tvinge. Derhos havde han et sjeldent inkvisitionstalent, som han brugte mod de stakkels finner, naar han skulde undersøge deres saakaldte djæ- velske afskyelighed med afgudsdyrkelse og trolddom. Derhos udspurgte han finnerne om deres naboer og fik dem til at sladre. Allerede menigheden i Vedø klagede til biskopen og kongen over den besværlige præst, der var døv for modsigelser. Han var en daarlig administrator og regnskabsfører og havde ogsaa i den anledning ubehageligheder. Han var vidtløftig i alt, hvad han tog sig til. 17l6 gjorde von Westen sin første reise til Finmarken; han besøgte da Vadsø, reiste over til Tana, videre til Kjøllefjord, Kjelvik, Hammerfest, Talvik, Loppen og saa videre gjennem Tromsø amt, Nordland og Nordre Trondhjems amt. Det heder, at von Westen paa denne reise i Finmarken havde overbevist l00O sjøfinner og fjeldfinner om deres vildfarelser, men man kan vide, at den kristendomstilegnelse, som kunde bibringes en saa spredt befolkning paa nogle maaneder, ikke har været særdeles fy1dig. En anden reise foretog von Westen i l718 og reiste ogsaa da først til Vadsø og nogenlunde paa de samme steder som paa sin første reise. Den tredje reise i l722 gik til finnerne i Nordland og i det trondhjemske. Von Westen maa have havt en stor evne til at skræmme finner. Det heder, at nogle finner blev saa tungsindige, at de vilde tage livet af sig, og der maatte holdes vagt over dem nat og dag; andre faldt i dyb anger og tvilede, om de kunde faa Guds naade. Nogle klagede over, at de efter sin omvendelse ikke kunde have ro for djævelen Nogle finner kunde saaledes ikke om natten ligge i sin seng for djævelen og bad, om de maatte ligge paa von Westens gulv; der rørte djævelen dem ikke. Den skildring von Westen giver af finnernes tilstand, er tydeligvis overdreven. Naar han saaledes skriver til missions- ko1legiet, at «saa mange finner, som bor fra Tromsø og alt ind til Trondhjem, var ikke alene hedninger, men saadanne hedninger, hvis lige neppe skal findes enten i den orientalske eller europæiske historie», saa er jo dette en fanatisk mande tale. – 22 – Finmarkens amt II.
Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/346
Denne siden er ikke korrekturlest