Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/352

FlNNERNES 0MVENDELSE OG MlSSlONEN. 343 disse ophøiede følelser; de maa give dem luft gjennem lyd, –thi ellers vilde deres hjerte briste.» Sammen med disse lyd og ulyd fulgte eiendommelige be- vægelser af kroppen. De stod op fra sin plads i kirken eller det værelse, hvor der prækedes, omfavnede hverandre i hen- rykkelse, dansede, og tilslut faldt de i afmagt. Ofte hændte det, at flere paa en gang gav sine følelser luft, og da blev larmen i kirken næsten øredøvende, og ikke engang en stemme, som Læstadius’s, kunde gjøre sig hørt. Disse felelsesudbrud ansaa denne eiendommelige mand som et tydeligt bevis paa Guds aands virksomhed Det kunde der- for ikke falde ham ind at standse denne larm og bulder i kir- ken, men han glædede sig tvertimod over dette som et synligt tegn paa, at aandeligt liv begyndte at vaagne. Han siger nem- lig: «De vaktes aandelige røster i kirken kan ikke tie, saa- længe der findes en gnist af levende tro i deres hjerter. Men med den aandelige død følger ogsaa den aandelige dødsstilhed i kirken: ingen snkker. ingen græder, ingen klynker, ingen jamrer sig, ingen udsteder et angstskrig eller glædesskrig.» Efterhaanden som disse ytringer af en opspilet indbildnings- kraft blev mere og mere a1mindelige, greb vækkelsen om sig, og snart strakte den sig langt udover Karesuandos grændser. For at sprede vækkelsen sendte Læstadius ud en hel del lægprædikanter, blandt hvilke kateketen Johan Raattamaa var den betydeligste. Ligesom lærens fader selv ved trudsel om streng straf i det mest hensynsløse sprog søgte at vække samvittigheden, saaledes vilde ogsaa hans tilhængere bruge loven i hele dens strenghed. Men da de manglede dannelse og finfølelse, saa blev deres for- kyndelse, som var ledsaget af forbandelser, raa og ublufærdig. Alle ansaa sig forpligtet til med iver at virke for at omvende andre; et godt middel troede man at have i det saakaldte aan- delige ban: man sagde til enhver, som ikke hørte til 1æstadianerne, lige ud, at han var djævelens barn. Læstadius forsvarede dette aandelige ban, der anvendtes baade mod præster og lægmænd. Unegtelig opnaaede Læstadius ved sin bodspræken, at utugt og bedragerier, tyverier og andre grove forbrydelser blev sjeldnere, men i Norge gav de anledning til mord og volds- handlinger. Eiendommelig for denne mærkværdige bevægelse er ogsaa den bod, som dens tilhængere fordrede Paa grund af det aandelige præstedømme, som tilhørte alle lærens tilbængere, ansaa de sig berettigede til at undersøge den enkeltes sjælstilstand og til at gjøre ham nærgaaende spørgs- maal. «Har du stjaalet? har du været drukken?» o. s. v. Den angerfulde maatte oprigtig bekjende, hvilke synder han