Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/356

FINNERNES OMVENDELSE OG MISSIONEN. 847 Naar disse «raabere» vaagnede op af en daanelse, skal de i vildelse undertiden have udtalt spaadomme om verdens under- gang,Þ hvilken de ansaa for nær forestaaende. Men førend denne indtraf, skulde da ogsaa visse tegn komme, som var afpassede efter finske forhold: «Svanen skulde blive sort som kul og ravnen hvid som sne. Rensdyrene skulde faa nye horn midtvinters og blive saa vilde, at folk ikke kunde passe dem, og saa frygtløse, at de ei brød sig det mindste om hundene, men løb lige forbi baade dem og folk. Saa skulde der ogsaa komme dyrtid, pest, hunger og krig, og krigen skulde saaledes medtage alt mandkjøn, at kvinderne skulde slaas om de faa, som var tilbage, ja til Slutning skulde det være saa sjeldent, at man saa en mand, at kvinderne skulde kysse fodtrinene efter en saadan og fælde taarer over dem.» Haarde-Hjorth skal have været slem mod disse «raabere». Hvor han traf (lem, slog han dem og jog dem ud af kirke eller hus, ja han drog endog omkring i renbyerue og husene, søgte dem op og bankede dem, saa længe han orkede, saa de maatte rømme og skjule sigfor ham. Engang havde en saadan «1–aaben paa en for folk ufor- klarlig og følgelig efter deres mening overnaturlig maade klatret op paa kirketaarnet, og idet præsten gik ud af kirken efter guds- tjenesten, raabte han ligesom med en røst fra himmelen: «Se, se, der gaar præsten, og to djævle sidder paa hans skuldre i skikkelse af to ravne!» Bevægelsen kom ikke udenfor Koutokeino og døde hen, uden at videre udskeielser blev begaaede. Værre gik det i l852, da den af Læstadius vakte bevægelse kom til Koutokeino. Stiftets geistlighed med biskop Juell, der havde gjort flere reiser til Koutokeino og lært sig flnsk, mente, at denne aandelige bevægelse vilde blive folket til velsignelse. Koutokeinos præstegjelds befolkning bestod dengang som nu mest af fje1dfinner. Om vinteren opholdt man sig paa fjeldet omkring kirkestedet, ofte 9 mil fra dette; de kom dengang lige til Kan-esuando i svensk Lappmarken og endnu længere for at søge renmose. Om vaaren trak de til egnene nærmere sjøen. Allerede i begyndelsen af aaret l845 viste der sig tegn til en aandelig rørelse i Koutokeino udgaaet fra det svenske nabo- Sogn Karesuando, hvor Læstadius som omtalt dengang var præst. Kontokeinofinner, som hver vinter færdedes i Karesuando, bragte underretning til sine sognefolk om hans mærkelige præ- kener. Andre reiste ogsaa derhen for at høre. I vinteren 1847 kom 6 mennesker, 3 flnner og 3 kvæner, til Koutokeino, udsendte, som de sa-gde, af Læstadius for her at præke omvendelse.