Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/357

348 FlNMARKENS AM’l’ɔ Læstadius pleiede at indsamle penge for – som han i sit sprog udtrykte sig – «at kunne sende hunde ud for at gjø». Præstens datter fulgte med, ikke for at præke i Koutokeino, men i Al- teu for dem, der ikke forstod finsk eller kvænsk. De andre ti blev i Koutokeino, hvor de læste op stykker af Læstadius’s præ- kener, udmalede de fordømtes pine i helvede og ivrede mod drukkenskab, rentyveri og utugt. De, som skriftede sine synder, erklæredes for gjenfødte og lik befaling til at præke. I vinteren 1848 kom de seks prædikanter tilbage og var nu komne længere frem, idet de var iførte Kristi retfærdighed. Sorgen over syndeu som glæden over syndsforladelsen skulde nu aabenbare sig tydeligere end første gang. Ligesom syndesorgen ytrede sig ved graad og stønnen, saa skulde glæden vise sig ved latter, dausen, hoppen og springen. Dette var begyndt i det svenske nabosogn, hvor man efter en altergang jublede, dansede og omfavnede hinanden ved alteret. p Prædikauterne reiste, efterat der var opstaaet strid iblandt dem og deres disciple; det endte med, at de gjensidigen fordømte hinanden til helvede; de kom ikke mere tilbage. Den følgende vinter l849–5O begyndte nogle at kalde sig hellige og retfærdige, og det gik mere og mere i sværmerisk ret- ning med koutokeinofinnerne, med kappestrid om de høieste aaben- barelser og naadeserfariuger. Nogle var kun aand uden kjød, og en enkelt var Kristus. Sin klædedragt skulde de forandre, til kirken skulde man komme i stygge klæder og uden bæ1te (det sidste er hos en Hu tegn paa sorg). Kvinderues huer, der bagtil havde formen af et afstumpet krumhorn, skulde nu være simpelt flade og dannede efter hovedet; thi en djævel sad i det hule træstykke, som bevirkede den krumme form. Vaaren 1851, da de troede sig stærke uok, indtraadte for- styrrelse af den offentlige orden. Den troeude havde frihed til at gjøre alt; han styredes af den Helligaand. Selvraadighed og kjødelig lyst fik frit løb. Præsterne og øvrigheden var djævle. De aandelige var præster og øvrighed, profeter og apostler; dem skulde man lyde. Først havde man begyndt med at give tilbage til eiereu, hvad man havde stjaalet eller taget bort, men nu var den gjærrig og vautroende, som fordrede noget tilbage af en retfærdig. Ogsaa de finner, som om sommeren kom ned mod Tromsø i Tromsdalen, var grebne af bevægelseu. I 185l saaes de lig- gende næsegrus paa jorden udenfor teltene under jamren og hyle11. Om sommeren gjorde finuerne optøier i Skjærvø, og om høsten, da de var vendt tilbage til fjeldet, gjorde de brud paa den of- fentlige orden og sædelighed. Paa den tid var Sto(?kfleth i Vadsø, og biskopen anmodede n