Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/364

FINNERNES ()MVENI)E1.sE 0G MISSIONEN. 355 Aanden var øiensynlig stærkere end kjødet, ialfald efterat hans tugtemester havde indtaget sin plads udenfor rækkevidde borte paa kvindesiden. I deres forsamlinger høres under disse rørelser larmende syndsbekjendelse, og der er støiende hoppen, dansen etc. De hævder, at naar sjælen bliver rigtig bedrøvet over sin synd eller glad over sine synders forladelse, saa kan intet, heller ikke de selv, holde dem fra at ytre denne sorg eller glæde i stærk graad eller høilydt jubel; paa den anden side er der mange, som del- tager i den almindelige graad eller jubel, kun fordi det ansees som et nødvendigt tegn paa sjælens rørelse. Mændene tager det i almindelighed koldblodig og venter taalmodig paa sine kvinder, indtil de faar raset ud. Det staar paa en times tid, saa gaar alle stille og rolig til sine hjem. En mand spurgte sin kone, der netop havde været oppe i den stærkeste rørelse, men nu var begyndt at slakke af: «Er du færdig?» «Ja, nu er jeg færdig, om det saa skulde være til at dø,» svarede hun. De talrige læstadianermenigheder er i Østfinmarken delt i to partier, ét, som kan kaldes ratamisterne, og ét, som kaldes anti- ratamisterne. Det ratamistiske parti forfegter, at ligesom menig- heden i Saivo i Finland er agtet som læstadianernes moderme- nighed, saa skal ogsaa den gamle anseede læstadianerlærer Raatamaa agtes som alle læstadianeres øverste; under hans af Guds aand inspirerede kjendelse skal alle uden knur bøie sig, baade i ad- ministrative spørgsmaal og i omstridte bibelfortolkninger. l)et antiratamistiske parti vil ikke være med paa menneskeforgudelse og paastaar, at det modsatte partis lærere fører falsk lære. Fra den sidste tid, 1902, har diakon Nilsen beskrevet en opbyggelse fra Bugøfjord i Sydvaranger. Prædikanten talte kvænsk. Da en salme var sunget og prædikanten havde talt en længere tid, begyndte pludselig en flnnekone eller pige at hulke; hun reiste sig halvt op og kastede sig om halsen paa en kvinde, der sad i nærheden, idet hun grædende bekjendte sine synder. Hermed var signalet givet til læstadianske «likkatusak». Straks begyndte de fleste af forsamlingen paa samme vis. Endel fór stuen rundt fra den ene til den anden, idet de bekjendte sine synder under kjærlig omfavnelse og modtog trøst af alle, som de henvendte sig til. Nogle klappede i hænderne og hoppede op og ned paa samme sted, andre viftede med sine hovedtørklæder, gestikulerede med armene og raabte høit, nogle paa kvænsk, andre paa finsk. Da dette øredøvende spektakel havde varet omtrent en time, døde det mere og mere hen, og deltagerne sad blege og udmattede. Saa reiste atter en kvinde sig, rev tørklædet af sit hoved og spadserede op og ned paa gulvet mellem bænkene; tør- klædet havde hun i haanden, og med det gjorde hun voldsomme