Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/368

FINNERNES oMvENI)E1‘sE OG MISSl0NEN. 359 den ømmeste tone. Saa reises telte ved stranden, hvor der koges og beværtes. Fisk og kjød fortæres i massevis, og hele natten til kl. 3–4 om morgenen vedvarer dette liv; det er en malerisk- broget scene i midnatsolen. Mændene har i regelen blaa dragt, kvinderne ofte røde kofter; skaute,ne, kastetørklæderne er i de mest brogede farver og mønstre. Alt ser fremmed og asiatisk ud. Matti Aikio fra Karasjok har givet en skildring af en læsta- diansk opbyggelse i Porsanger, hvilken han har overværet: «Broder Kar;jalainen fra Finland skulde tale etsteds i Pors- angerfjorden. Den store kvænstue med lavt loft og smaa vindus- ruder var pakfuld. Folk sad tause, de fleste fyldte af en kildrende angst for den rædselsnydelse, som nu skulde beredes dem. Lam- pens matte skjær øgede Karjalainens ansigts dystre bleghed, idet an lod sine umaadelig stærke, sorte øine glide sagte over for- samlingen, sikker paa at kunne lamme enhver, som ikke med raffineret modstandskraft var forberedt paa at møde dem. Da der endelig var indtraadt en fuldstændig taushed, reiste han sig op, mager og mørk og stor, foldede hænderne og lukkede øinene. Der fulgte en sælsom pause. Saa begyndte han ganske sagte: «Istt meidttn, joka olet taivaissaZ» (Fader vor, du som er i himlene!). Ordene hørtes som fjerne, dybe havskvulp. Stavel- serne tonede, sukkede, ramlede sagte, men tungt mod hinanden, bad i vanvittig inderlighed, i hjælpeløs hengivelse, i forsagt yd- myghedl Og da han saa med en gribende vemodig og blød tone- stigning, der skjælvende hang fast i det sitrende hjerte, bad den femte bøn: «.]a anna meille meiddn velkamme anteeksi» (og forlad os vor skyld), da brast kvinderne i hulken, uden forfærdelsens smerte, men opløste i en ubestemmelig hengivelse. Bølgen fra Karjalainens mægtige sjæl i kjæmpelegemet forplantede sig ud- over tilhørerne, magtstjal dem, skyllede kildrende koldt og varmt over deres nerver. Den, som forstaar det kvænske sprog, men helst bare ufuld- komment, dets fjerne, eiendommelige drøn kommer da mere til sin ret, kan ikke andet end betages af dets fortryllende klang For en fanatisk og mægtig sjæl er dette sprog som en klinge af ædleste staal i en fortørnet kjæmperidders haand. Det flænger det kolde hoved og borer sig ind til det bepansrede hjerte; men det vræuger ogsaa ud Sjælens fjerneste gjemmer og drysser ud den barnerene hengivelse. Elskovssygt og sugende po1–øst har det lokket en mægtig poesi op fra folkets halvt ubevidste sjæleliv: Kalevala. Det er som bekjendt nær beslægtet med finsk, hvis verbers duftlette henaandede afiedninger kan følge lysets og dyrets forskjelligste og smidigste bevægelser. Karjalainen istemte en salme, velstemte sjæle faldt ind, og sangen steg op, en bred skjælvende sus i moll fra hjerter ved