Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/379

37O FINMARKENS AMT. Eskimoer ved kap York lader ogsaa hvide mænd nedstamme fra en hund. Den stamme, som bebor Aleuterne, udleder ligeledes sin herkomst fra hunde. Hunderibbensindianerne og tsjippevæerne i Nordamerika tror, at de er fremgaaet af et hu.ndeskind. Ainoerne paa den nordlige japanske ø Jesso fortæller, at da verden var dukket op af dyndet, kom en kvinde drivende paa et skib til den vakreste af de øer, ainoerne bor paa. En dag saa hun en stor hund, som svømmede hen imod hende, og da hun flygtede og gjemte sig, raabte den: lad mig blive hos dig, jeg skal være din følgesvend og beskytter, vær ikke ræd for noget. Hun tog imod den, og af denne forbindelse opstod ainoer, som betyder mennesker. Et lignende sagn har karakirgiserne, det vil sige de sorte kirgiser; de udleder navnet kirgiser deraf, at de skal nedstamme fra 40 jomfruer (kirk kiZe). Disse jomfruer kom en dag hjem og fandt sine forældres boliger ødelagte; fiender havde bortført men- nesker og fæ. Det eneste levende væsen, de opdagede i hele egnen, var en rød hund. Den blev deres mand og stamfader til karakirgiserne. I alle disse og mange lignende sagn handles der om en virkelig nedstamning fra dyr. Ogsaa en mere rationaliserende, vistnok ogsaa foragtelig opfatning har gjort sig gjældende paa flere steder, saaledes kaldte kineserne det bekjendte folkefærd hunerne med navnet ti (hunde) for at betegne dem som afkom af hunde. En lignende foragtelig betydning ligger der vistnok i det namdalske sagn om finnerne. IØølnesv1L9en. Fra Finmarken kjendes kun én gammel folkevise, hvilken er trykt af FritZner (Nor III) og af A. Magnus i Finmarken og des- uden eksisterer i nogle afskrifter. Det viser sig imidlertid, at alle afskrifter af visen kan føres tilbage til en kilde, nemlig Dillienskiold, som har opbevaret den i «Speculum boreale» af 1698 under denne titel. Visen er lokaliseret paa Kjølnes, hvor der findes nogle lev- ninger af gamle mure, der er gjort til et slot for Kjølneskongen, men visen har øiensynlig fra først af intet at gjøre med Kjølnes eller en Kjølneskonge. Visen er imidlertid i flere henseende mærkelig Det sagn, som har givet visen sit emne, er den ældgamle fortælling om Hagbard og Sig-ne, som allerede Saxo har gjen- fortalt ca. 12OO efter samtidige kvad, og som helt ned til vore dage har gjenlydt i folkeviser i Danmark og Sverige, foruden at være stedfæstet i sagn paa mange steder i hele Norden. Sagnene om Hagbard og Signe lever endnu et frodigt liv