Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/385

376 FlNMARKENS AMT. vidjebark, og ligeledes har mundharpen længe været kjendt hos dem. Men end ikke ved brylluper finder disse instrumenter an- vendelse; thi musik forekommer ikke hos dem. Den handling at synge kalder finnerne «juoiggam» eller «juoi- gem», og at synge paa finsk vis heder «juoiggat» eller «juoigastet.» En joigesang heder luotte, en salme heder salbma og en sang af verdsligt indhold lavla. –Iuoigamsange udføres paa en eiendommelig og ensformig me1odi, som snart er bedrøvelig og klagende, snart munter, snart fuld af hevnlyst og raseri o. s. v. Skal sangen udtrykke harme, sker det ofte i forbindelse med tænderskjæren, og naar den skal være haanlig, udføres den med en ialfald for uvante øren mindre behagelig lyd. Teksten bestaar ofte af blot nogle faa ord, hvilke gjentages af sangeren i det uendelige, og han tilsætter alleslags bilyd som aaa, ooo, oaa og lignende. Indholdet er sædvanlig temmelig magert, og selve formen er stærkt haltende; de hjælper paa ved at fylde ud med de nævnte lyd af forskjellig art. Finnen juoiger om alt, som han ser, og som han lægger mærke til. Den, som gjæter ren, juoiger flittig for at holde ulven borte. Ulven er et stadig tilbagevendende motiv. Som eksempel kan nævnes denne gjætersang fra Utsjok, der bruges naar man opdager spor efter ulv eller tænker paa dette dyr. Teksten bestaar af følgende fire ord: Kumpi koikan - kukkes seipe. (Magre ulv med den lange hale). Men ved gjentagelser og tillæg forlænges sangen til det uendelige. Efter russiske finners udsagn har den onde først undervist en gammel kone i at juoige, og for at lære det maatte hun for- pligte sig til at slikke (ljævelens spyt op fra en glødende sten. Nær ligger her at formode, at det er præsterne, som har bibragt finnerne denne forestilling om «juoige»–kunstens oprindelse. Des- uden forekommer endnu hos finnerne saakaldte tolus juoiggam eller fortidssange, i hvilke ogsaa overmenneskelige kræfter og usynlige ting berøres. I dem skildredes dels finnernes tidligere skjæbne, dels er de saadanne, som blev sunget ved ofring og ved trolddomskunsterne, dels saadanne, med hvilke man forsøgte at fremkalde overflod af vildt i skog og fisk i sjø. Af disse sange lever dog nu som regel blot ufuldstændige brudstykker i erindringen hos ældre folk. Og selv disse brudstykker fremsiges høist nødig, dels af frygt for verdslig straf, dels af religiøse hensyn. Thi saadanne djæ- X–elske og fordærvelige sange, siger man, bør ikke komme til efterverdenens kundskab.