Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/386

Denne siden er ikke korrekturlest

DIGTNING OG MUSIK Hos F1NNEBNE. 377 Men finnernes Sands for kunstneriske nydelser er i det hele ikke st-or; et godt maaltid mad, en liden rus eller en gemytlig sladder er det, de sætter høiest. “Naar de er drukne, pleier de at improvisere noget galimatias med gryntetoner. Selv ædrue finner juoiger, og da lyder det ikke fuldt saa hjertegribende. Juoigingen er et eiendommeligt recitativ i en række strube- lyd snart i høi og snart i lav toneart; det er den nationale finske skaldekunst; men kan kun i høist uegentlig forstand henregnes til digtning og sang. I (2vigstads og Sandbergs finske eventyr berettes, at finnerne i træerne anbragte store og smaa ringe af jern og kobber, som de fæstede langs træstammen, idet de borede huller i stammen og satte ringene i disse hu1ler, vekselvis store og smaa. Paa den maade skulde de lokke en hel del vildt til træet og saaledes fange det i udstillede snarer; thi naar disse ringe rørtes af men- neskehaand eller af vinden, gav de lyd, og naar vildtet hørte denne lyd, løb det efter den lange veie. De træer, som ind- bragte dem saameget, ærede de paa den maade, at de bar hen til dem penge og andre ting af sølv, fingerringe og saadant sølv, som de fandt i fjeldene Dette hængte de Op i træet eller bandt det Om træstammen. Paa den maade tilbad de den døde natur. Vildrenfangsten var som omtalt i ældre tid en vigtig nærings- vei for finnerne. Efter denne beretning skulde renen lade sig lokke i snaren ved lyden af de i træerne anbragte metalringe. En fjeldfin traf, da han reiste paa fjeldvidden, et redskab med ringe, hvormed folk i gamle dage havde troldet til sig vild- ren. I en tømmerstok var der jernløkker med de omtalte jern- ringe, som klang naar tømmerstokken sattes i bevægelse. Fjeldfinnen forsøgte at sætte dette redskab i bevægelse, og da det klang, begyndte han at joige med følgende ord: Denne har de vel ladet klinge, naar de truldede til sig vildren, de gamle i fortiden, de afdøde gubber. Da lokkede de viIdrener langt borte fra til denne fjel(lvidde, og snehvide rener kom, kuIsorte ogsaa Her har vel vildrener gi-yntet og vrimlet, mændene slæbt sig frem paa brystet; bøsserne knaldet.