Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/392

EvENTYH. 383 og vilde straks tage flugten, men gutten tog dem alle med sig hjem og fortalte sin fader, hvad drengene havde gjort med ham ude i skogen, og at de havde villet kaste kvist i hovedet paa ham, medens han sov. «Havde ikke en af dem vækket mig netop saa betids,» sagde han, «at jeg fik taget lidt for mig med den ene haand, saa kunde de snart have skadet synet mit.» Da faderen hørte det, blev han rasende og begyndte at slaa løs paa drengene sine; men gutten sagde: «Kjære far, skaan da den, som var paa min side!» men faderen svarede: «Jeg skaaner ingen, naar jeg først er kommet i raseri.» Da tog gutten den ene røver og stak ham ind i kufterynkerne sine, og saaledes ber- gede denne livet; men alle de andre blev slaaet ihjel. Gutten blev navnkundig for sin styrke. Fra ham stammer familien Stærk; men ingen af hans efterkommere har nogen- sinde naaet stamfaderen i legemskræfter. Motiverne til dette eventyr er taget dels fra Rusland, dels fra Norge, og dels fra et norsk motiv, som er vandret fra Norge til Rusland og derfra til finnerne, saaledes som i det følgende forklaret. Det russiske motiv, som ligger til grund, er hentet fra en kjæmpevise, en saakaldt bylin. Russerne har en nedarvet digtning i sine byliner, et slags heltesange eller kjæmpeviser, som danner en række episke kredse, hver bestaaende af flere eller færre enkelte viser, der slutter sig sammen om et fælles midtpunkt. Den bylin, som er benyttet i det finske eventyr, handler om helten Dobrynja. En dag for-fulgte Dobrynja tilhest en ridende heltinde, en «polenitsa»; bagfra gav han hende et væ1d.igt slag i nakken med sin klubbe. Hun snudde ikke engang paa hovedet. Dobrynja tænkte da: Jeg tror, jeg har mistet kræfterne; og for at prøve sig slog han til et vældigt eketræ, som fløi i splinter. Paa ny red han efter heltinden, fornøiet over, at han var saa stærk, og slog igjen til af al magt. Hun red som før, uden at bevæge sig. Da blev han igjen tvilraadig om sin styrke og prøvede sig paa en vældig kampesten, som han knuste til støv. Da heltinden saa fik det tredje slag, vendte hun sig og sagde: «Aa, jeg trodde det var myg, som stak, og saa er det en russisk kjæmpe, som prøver sine kræfter.» Hun greb ham i hans gule haar og puttede hest og mand i lommen. Da snublede hendes egen hest og klagede over, at den havde faaet dobbelt byrde. Selv tænkte hun: er kjæmpen gamme1, vil jeg kalde ham far, er han ung og vakker, vil jeg tage ham til mand, liker jeg ham ikke, saa vil jeg sætte ham paa min ene haand og med et