Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/396

EVEN‘I’YR. 387 Silkevæversken og hendes mand. En fattig gut friede engang til en prinsesse, og pigen vilde nok gifte sig med ham; men keiseren var imod partiet. Alligevel tog hun ham tilsidst, og de blev gift sammen. Da blev keiseren forbitret og jog dem begge bort fra sit rige. De maatte da drage til et fremmed land; der satte manden sig op en torvgamme og bodde i den med sin kone. Men prinsessen kunde væve silke; derfor sendte hun sin mand til byen for at kjøbe silketraad for 5 kopek. Manden gik til byen og kjøbte traad; af denne vævede konen silketøi, og med det sendte hun manden atter til byen og sagde, at han skulde prøve at sælge det for 50 rub1er. Da manden kom til byen og bød frem silkevæven sin, var der først ingen, som vilde kjøbe den; men endelig kom der én, som tog den og gav den pris, manden forlangte, nemlig 5O rubler, og han begav sig med pengene paa hjemveien igjen. Ret som han gik, mødte han en fremmed, som vilde handle med ham og sagde: «Kjøb et ord af mig!» «Hvilket ord?» spurgte manden. «Et ord,» svarede den fremmede, «som lyder saaledes: Don jigh galg jabmed.ff» (du skal ikke dø). «Jeg har ingen penge,» sagde manden. «Har du ingen penge?» sagde den anden. «Nys modtog du jo 5O rubler, og nu negter du for det og siger, at du ingen penge har! Der- som du ikke kjøber af mig, saa dræber jeg d.igl» Saa maatte den stakkars mand kjøbe det ord for alle sine penge, og saa skiltes de ad; men den fremmede bad ham huske vel paa ordet, som han havde kjøbt af ham. Da manden kom hjem til sin kone, spurgte denne, hvorledes handelen havde gaaet. Manden svarede: «Handelen gik vel nok, men da jeg skulde gaa hjemover, mødte jeg en slu kar, som fik narret fra mig de penge, jeg havde faaet for silken.» «Hvor- ledes narrede han dig?» spurgte konen. «Han bød mig et ord,» svarede manden, «og truede med at dræbe mig, dersom jeg ikke kjøbte det ord; saa maatte jeg kjøbe det og betale for det alle mine penge.» «Hvilket ord da?» spurgte konen. «Et lidet fille- ord,» sagde manden, «det lyder saa: D(m jigh galg jabme(l.’» (du skal ikke dø). Atter sendte konen sin mand til byen for at kjøbe silke- traad; denne gang for 1O kopek, og der gjentog sig det samn1e. Konen vævede paa ny si.lketøi og sendte sin mand til byen for at sælge tøiet for 1OO rubler, hvad han ogsaa gjorde. Han blev tvunget til for ]OO rubler at kjøbe et ord, der lød: Sints li gala.sjab go demant-gCædg.’ (perle er kosteligere end diamant). Atter lod konen manden gaa til byen og gav ham l5 kopek til silketraad. Konen vævede atter silke af traad(–n, og C