Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/397

388 I–1NMAHKENS AMT. manden gik for at sælge silken for 15O rubler. Der kom en, som kjøbte den for 150 rubler. Men for de 15O rubler maatte han atter kjøbe et ord, som nu lød saaledes: Gag bajas, mut j‘æl i-Sjask (løft (sværd), men slaa ikke til). Saa maatte konen høre op med at væve silke, og manden iførte sig vadmelskofte, vandrede til byen og tog med et skib hyre som skibsgut. Alt gik længe vel. Men en dag, da de seilede langt derude paa hav-et, stoppede skibet farten og blev liggende stille paa bølgerne, som om det med kjættinger havde været fastholdt til havbunden. Mændene kastede lod mellem sig for at faa vide, hvis skyld det var, og loddet faldt paa kapteinen, og de besluttede at kaste ham i havet. Men kapteinen bød be- taling til den mand, der vilde gaa istedetfor ham tilbunds og sagde: «Hele skibet giver jeg til den, som gaar i havet for mig.» Da kom skibsgutten ihu det ord, som han engang havde kjøbt af den fremmede mand paa veien, og som lød: (;Du skal ikke dø!» og han gik til kapteinen og sagde: «Jeg skal nok gaa til- bunds i dit sted.» Saa lod kapteinen hænge en stige udenbords, og skibsgutten gik ned efter den; men med det samme, han slap stigen og lod sig falde i havet, stak to havmænd en stol op under ham og førte ham tilbunds til havkeiserens slot. Der fik han høre, at keiseren og hans kone havde en tvist sammen om perler og diamanter. Konen paastod, at perle var kostbarere end diamant; men manden igjen mente, at diamant var dyrebarere end perle. Da keiserinde11 saa gutten komme, sagde hun til sin mand: «Se, der kommer en mand, som maaske kan løse den slemme tvist mellem os!» Og de spurgte straks skibsgutten, hvad der var kostbarest, perle eller diamant Gut-ten mindedes da hint andet ord, som han havde kjøbt af den fremmede, og sagde: «Perle er kosteligere end diamant!» og dermed endte den tvist, og gutten fik til løn, fordi han havde gjort ende paa striden i havkeiserens slot, to smaa æsker fulde af perler og diamanter. Dermed bød han farvel med de godtfolk og blev af de samme to havmænd igjen ført op fra havbunden, og da gutten kom ombord med skatten sin, saa slap skibet igjen løst, og de seilede videre og kom ifølge med mange andre skibe ind i en fremmed keiserhavn. Keiseren indbød alle skibskapteinerne til et gilde, og den, som gav ham den bedste foræring, skulde spise ved hans eget bord. De stolte kapteiner vilde ikke have gutten med sig, men han tog med sig en af hver sort af perlerne og ædelstenene fra havkeisere11s slot. «Om du lader mig spise ved dit bord, saa giver jeg dig disse kostbare tingester,» sagde gutten og viste keiseren perlen og diamanten. Keiseren saa, at en af dem var ligesaa meget værd som hele havnen med alle skibene tilsammen,