Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/398

EVENTYR. 389 og sagde til skibsgutten: «Du skal faa sidde tilbords med mig, og vi skal endda skaale sammen.» Da de havde spist og drukket, gav gutten keiseren perlen og diamanten til foræring. Men de stolte kapteiner græmmede sig og gjorde et væddemaal om, hvilken af dem der havde den kostbareste ladning. Den, som havde det, han skulde faa de andres skibe med alt, hvad de indeholdt. De gik for at se efter, og det var prægtige fartøier og kostbare lad- ninger; kun guttens skib fandtes ikke at være af stort væ1–d. Men da de gik ind i kahytten, tog gutten en af æskerne og pegte paa perlerne og diamanterne, hvoraf en var ligesaa meget værd som hele havnen med alle fartøierne. De fremmede kapteiner maatte erkjende, at de havde tabt, og gutten tog skibene med varerne, og keiseren forærede ham kanoner til skibene og gav ham endda musikanter og soldater med. De seilede ud af keiser- havnen, skjød med kanonerne, og musiken spillede op med strenge- spil (guslik særre). Med god bør gik det raskt hjemefter til den by, hvorfra gutten var draget ud. De seilede ind i havnen 1mder kanonade og musik, og gutten gik iland for at opsøge sin kone. Hun boede endda i den samme gamle torvgamme. Manden gik ind i gammen og hen til sin kones seng, og da laa hans hustru og sov med en mand paa hver side af sig. Straks drog han sit sværd op og løftede det for at slaa til, men da kom han ihu hint tredje ord, som han havde kjøbt: «Løft (sværd), men slaa ikke til», og saa holdt han inde, og vel var det; thi de to mænd var hans egne sønner. Hans hustru havde, efterat manden forlod hende, født tvillinger, to gutter. Han bød sine folk hugge birketræer og p1ante omkring gam- men, hængte grenene fulde af guld og selv og dyrebare klæder og andre kostbarheder og lod musikanterne spille. Da vaag- nede konen og undredes paa, hvad dette var, stod op og gik ud for at se efter. Hun kjendte ikke sin mand, og han lod, som om han vilde fri til hendeY; men konen sagde bare: «Jeg er alt gift før,» og hun vilde ikke tage nogen anden. Om eftermiddagen tog han paa sig de samme klæder, som han havde havt paa, da han drog bort, og gik med sine folk ind i byen, og allersidst kom manden. Men da konen fik se ham i de gamle vadmels- klæder, da kjendte hun ham straks, løb til og gav næsen til ham. Saa skjønte manden, at hans kone havde været ham tro, og han blev hjemme hos hende, og han byggede sig et vakkert slot, hvor de levede lykkelig sammen alle sine dage. Dette eventyr «Silkevæversken og hendes mand» har laant alle sine motiver fra Rusland. Egentlig er eventyret sammensat af to forskjellige fortællingen den ene, eventyret om de tre kjøbte