Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/559

Ö5O FINMARKENS AMT. I amtet er ingen .fortsættelsesskoler eller abnormskoler. Af o.ffentlige, kommunale og private høiere almenskoler med ret til at afholde afgangseksamen, var der alene i de tre byer: Hammerfest kommunale høiere almenskole med 4 klasser i middelskolen; 4 lærere og I lærerinde. Vardø kommunale høiere almenskole med 4 klasser i mid- delskolen; 3 lærere og 1 lærerinde. Vadsø kommunale høiere almenskole med 4 klasser i mi(ldeI– skolen og 2 klasser i forberedelsesskolen; 4 lærere og 2 lærerinder. Finmarkens amtsskole i Vadsø har i femaaret l896–l9OO aarlig havt et 24 uger-s guttekursus og et 16 ugers pigekursus, gjennemsnitlig besøgt af 31 gutter og 24 piger. Amtsskolen i Vadsø søges af ikke faa elever af kvænsk eller norsk-kvænsk nationalitet Amtsskolen i Alten havde i skoleaaret l901–O2 lmrsus for 27 piger, 1 lærer og 2– lærerinder, og et guttekursus for 26 gutter„ 2 lærere ’ ’ Amtsskolen i Vadsø havde i skoleaaret 1901–-O2 pigekursus for 18 piger med l lærer og l lærerinde og et guttekursus for 22 gutter med 2 lærere og l lærerinde. I Finmarkens amts byer var der i 19OO l 212 undervisnings- berettigede børn, deraf var 630 gutter og 582 piger; 54 af disse deltog i den frivillige undervisning i folkeskolen. Der var 8 gutte- og 7 pigeklasser og 23 fællesklasser. Skoledagene var 196 273, hvoraf forsømtes 24092. Der var 13 lærere og l4 lærerinder. FattigVæSe1Iet. Finmarkens befolkning eier vistnok ikke meget, men antallet af fattige burde ikke være meget stort blandt den talrige kystl)efolkning, eftersom det gavmilde hav som regel tillader enhver arbeidsdygtig mand, der vil anstrenge sig og pas- ser sin fangst og sin fortjeneste, at livnære sig. I ældre tid var antallet af dem, som fik fattigunderstøttelse, færre i Finmarken end ellers i landet. I l832 var det af 1 O00 ca. 12.5, som under- støttedes, men i rigets landdistrikter 25.0 eller det dobbelte Nu er det omvendt. I 19O0 understøttedes i riget 75.6 personer af l0O0, i Fin- marken 94.0. Om ordningen af fattigvæsenet i ældre tid, omkring l832, beretter Rode: I almindelighed havde hvert Sogn sin særskilte fattigkasse; undertiden var denne fælles for hele præstegjeldet og bestyredes af bygdekommissionen, det vil sige af sognepræsten med med- hjælperne, samt lensmanden og klokkeren og stundom en eller flere sognemænd. Hver høst bestemtes den understøttelse, som