Hele den følgende undersøgelse under dette hovedafsnit «Eventyrlige sagn i den ældre historie» skyldes professor Moltke Moe.
Finnekonger. Paa mange steder i den gammelnorske og islandske literatur tales der om finnekonge, finnakonungr eller finnkonungr.
Det er paafaldende, at der i disse beretninger tales om konger hos finnerne; thi finnerne vides ikke nogensinde at have dannet ordnede samfund med eget styre. De var spredte over vide omraader og fjeldstrækninger, saa de vanskelig kunde finde noget fælles samlingssted og endnu mindre danne nogen fælles administration eller regjering.
Hermed stemmer, at deres sprog mangler ord for styre og regjering. Deres navn paa konge, gonagas, er laant, ligesaa benævnelse for dommer, duobmar.
D Tanken om en finnekonge synes at maatte stamme fra nessekongernes tid, hvad der stemmer godt med, at en finnekonge allerede nævnes i indledningen til Vǫlundarkviða. Sandsynligvis har navnet fra først af kun udmærket en rig og forholdsvis anseet fin, der optraadte som repræsentant for en flok af sine landsmænd i en eller anden forhandling med nordmændene.
Den ældste omtale af en finnekonge forekommer i prosaindledningen til det gamle eddakvad Vǫlundarkviða, der er forfattet i det 9de aarhundrede.
Denne indledning i prosa synes at bero paa en afløsning af strofer, hvis verseform var gledet ud af erindringen.
Finnekongens ene søn kaldes Slagfinn, den smedende fin, og der siges, at han og hans brødre var skiløbere og veidede dyr.
Begrebet finnekonge nævnes dernæst i flere af de norske historiske kongesagaer, saaledes allerede i Ágrip fra omkring 1190. Endnu saa sent som 1313 nævner islandske annaler en finnekonge, som de giver navnet Martin.
Ubetinget hyppigst møder man begrebet i de halvmythiske og romanagtige fornaldarsagaer, i hvis episke personale en finnekonge næsten synes at have fast plads.
Saagodtsom alle de egennavne, der tillægges finnekonger, er af udpræget norrøn oprindelse, saaledes Snær, Gusir eller Gusi. Navnet Snær betyder ligetil sne, og Gusi, der hænger sammen med verbet gjósa, betyder den, som bryder frem med voldsomhed, i denne forbindelse vel nærmest en vindflake eller sneiling, som kaster sig ned gjennem et trangt skar eller ud gjennem en trang fjord.
I den yngre fremstilling i «Hversu Noregr bygðist» er kong Snær, som ogsaa nævnes i «Fundinn Noregr», søn af Jǫkull (istap), og blandt Snærs børn er Fǫnn, Drífa og Mjǫll (snefon, snedrev og tør nyfalden sne). Hele dette slægtskab er frem-
