sin kone Gunhild; hun var den gang til opfostring og i lære hos Mǫttull finnekonge, som var overmaade kyndig i trolddom.»
Flatøbogens tillæg til Olav den helliges saga har mere at fortælle:
«Paa Thore Hunds tid raadede der en konge over Finmarken, som hed Mǫttull. Han var hedensk blotmand og meget tryllekyndig. Til ham fór Thore. Thore traadte frem for ham og hilste ham. Kongen modtog hans hilsen og spurgte, hvorfor han var kommen saa langt nord. Thore svarer, at der ikke var trygt for ham hjemme paa hans bosted for Olav digres skyld. Mǫttull mener, at dette ikke er sandt, «for jeg ved, at Olav længe har været en god ven af dig, og han holder nok fast paa venskabet med eder kristne mænd». Thore siger: «Jeg tænker, du har spurgt den uenighed, som er opstaaet mellem kong Olav og mig. Han tog livet af Thore, min frænde. Derfor har jeg dræbt nogle af hans mænd, og nu har jeg søgt hid til dig, fordi jeg ved, at du er baade klog og ikke ræd for store foretagender, og at du kan mangt og meget, andre folk ikke kan. Jeg haaber trøst og hjælp af dig.» «Er dette, som du siger,» svarer Mǫttull, «da tør du faa det, som du venter. Du skal blive her hos mig selv tolvte.» Thore blev der og lærte trolddom. Om vaaren gik Thore frem for Mǫttull og bad ham om raad og om at lægge sin lykke (hamingja) til, «for jeg liter stærkt paa eders klogskab i alle ting». Mǫttull svarede: «Gjerne vil jeg laane dig min lykke mod kong Olav, og saa bæres mig for, at du omsider vil seire over ham. Her er tolv renpelser (reinbjalfar), som jeg vil give dig. Jeg har signet dem og gjort dem faste, saa intet jern kan bide paa dem.» Disse bjalver havde Thore og hans mænd paa sig ved Stiklestad.»
Hertil slutter sig nu Saxos beretning om kong Regner og hans kamp med bjarmerne og finnerne.
Saxo (Historia Danica, bog 9, pag. 452) beretter som her forkortet gjengivet:
Bjarmerne, som nylig var beseirede, holdt ikke sit løfte om underkastelse, og kong Regner stevnede da mod dem med sin flaade. Da han var underveis, satte de ved sine trolddomskunster skyerne i bevægelse og fik istand et forfærdeligt uveir med regn. Danskerne blev en tid lang sinket i sin seilads ved dette og begyndte at lide mangel paa mad. Pludselig slog veiret om, og en brændende hede plagede dem. Og den plage var ikke lettere at udholde end den stærke kulde. Disse to utaalelige veir afløste hinanden, og de danske blev meget svækkede, saa voldsomme som begge uveir var. Men løst liv dræbte de fleste. Mesteparten af de danske døde paa grund af dette vekslende veir; der opstod en pest, som bredte sig mellem dem.
