Frygt og rædsel havde grebet alle; paa grund af sine synder kunde de ikke haabe paa hjælp fra himmelen.
St. Germanus’s hellige legeme maatte graves op af sit hvilested og bringes til en eiendom, som tilhører hans kirke og heder Cumbae.
En tid før dette hændte, havde en gammel, alvorlig munk i dette kloster seet St. Germanus gaa ud af sin grav, reisefærdig og rustet til at drage afsted. Han spurgte ydmyg, hvor helgenen tænkte at begive sig hen. Og Germanus svarede, at han vilde gaa bort fra dette sted. «Ogsaa I skal udvandre herfra. Men I vil erfare, at jeg kommer tilbage, og ogsaa I skal vende tilbage, naar tiden kommer.» At dette syn var sandt, det viste det, som skede ved disse begivenheder.
Den følgende dag gik normannerne ind i den hellige Germanus’s kloster, som til den dag aldrig var indtaget, og derfor lovede rigt bytte, og begyndte at skjænde det og ødelægge det med sine besmittede hænder.
Der viste Gud sin naades magt ved undergjerninger for St. Germanus’ skyld. Ingen af vore var tilstede, men vi har senere faaet det at vide af Kobbo og de mænd, som kong Ludvig havde sendt som gesandter til normannernes konge Horik (Haarek).
Da dette skjændige folk forsøgte at afhugge bjelkerne i kirken, knustes tre af dem for foden paa den hellige Stefans alter og udaandede sine vantro sjæle, og de andre blev slagne af frygt, saa de lod bjelkerne i fred.
Da Guds hus og samtidig hele klosteret plyndredes, kom en af dem til herre Germanus’s confessio med draget sverd i sin besmittede haand og slog 13 gange til marmorsøilen. Da svandt kraften i den høire haand, og fra den dag og lige til hans ulykkelige udgang fra dette liv har haanden været ubrugelig og vissen. Sverdets hjalte var saa fast fæstet i haanden, at det ikke kunde rives ud uden at et stykke hud fulgte med. Han blev pint, til han endte sit elendige liv, og kom, baaret af dæmoners hænder, forbitret til helvedes boliger og stinkende sjøer.
Medens de plyndrede selve det høihellige oratorium, blev det pludselig fyldt af en tæt taage, og de skjændige ransmænd rammedes af blindhed. De forsøgte under stor rædsel og frygt at komme bort, men kunde ikke finde udgangene og dørene, som de var komne ind af. Saaledes flakkede de lang tid om og blev udtrættede. Endelig slap de ud og flygtede i stor hast, og fra den dag var de opfyldte af saa stor rædsel, at de ikke mere vovede at besmitte kirken. De blev ogsaa angrebne af blodgang, og det i saa høi grad, at ingen af den store mængde troede, at han vilde slippe fra det, siden der døde saa mange hver dag.
Paa hjemveien led de meget af den sygdom, som havde
