rammet dem i St. Germanus’s kirke, og mange døde deraf; men ingen af de kristne, som var med dem, kjendte noget til denne syge.
Ragenarius (Ragnar eller Regner) kom til normannernes hedenske konge med stort overmod og viste ham den store mængde guld og sølv, som han havde ført med sig. Han sagde, han havde taget den rige by Paris, og at han havde vundet den gamle Germanus’s hus, som i det land ansaaes for det vakreste; desuden havde han lagt under sig hele kong Karls rige som skattepligtigt. Da Horik ikke vilde tro dette, lagde Ragenarius for ham en udskaaret stok fra St. Germanus’s kloster og dertil byen Paris’s portlaas som vidnesbyrd. Landet var godt og frugtbart og rigt paa alle ting; men folket, som boede der, var feigt og frygtsomt, sagde han. Han fortalte ogsaa, at der var mere magt i de døde i dette land end i de levende; han havde ikke fundet nogen anden der, som gjorde modstand, end den døde gamle mand Germanus. Idet han sagde dette, begyndte han pludselig at skjælve, faldt rædselsslagen til jorden og raabte med frygtelig stemme, at Germanus selv stod ved siden af ham og slog ham med en stok, han holdt i haanden. Horik og de andre, som var tilstede, ogsaa Kobbo, der var kommen did som gesandt fra kong Ludvig, blev slagne med forfærdelse og forbauselse.
I tre dage led Ragenarius de skrækkeligste pinsler. I sin nød lod han lage en gylden statue af sig, som Kobbo skulde bringe til den gamle Germanus; desuden lovede han, at han vilde blive kristen, hvis han blev frisk. Men han var ikke af Kristi faar og fortjente ikke at faa, hvad han bad om. Som Kobbo fortalte os, hovned han og blev ganske opsvulmet; indvoldene kom i uorden, og han brast paa midten. Saaledes endte han ynkelig sit liv. Men statuen, som ikke var værdig til at være en hellig gave, blev holdt tilbage af dem, som havde med sendelsen; den blev forkastet som uren af den rene hjerternes gransker.
Ogsaa de øvrige fik sin straf.
Fra den dag, de havde betraadt den milde beskytter Germanus’ kloster og lige til de døde, var de, efter hvad Kobbo sagde, alle plagede af en ulidelig opsvulmen af indvoldene. Daglig døde der nogle af dem, efterat de var komne hjem. Horik og hans høvdinger frygtede for, at hele folket skulde gaa tilgrunde ved smitten; derfor lod han alle dem, som var igjen, halshugge med undtagelse af nogle, som kom sig bort, men som vist heller ikke er undsluppet død og undergang. De afhuggede hoveder skulde gives til de kristne, som var der, som et slags offer til sygdommen. Thi pesten rasede slig, at enhver, som rørte en syg, blev straks smittet og døde. Desuden lod Horik alle kristne fanger i sit rige opsøge og sendte dem hjem til deres fædreland. Og disse har fortalt herom og om meget andet. «Vi har blot
