ordnet det, som vi har hørt af disse øienvidner, i glæde over den kraft, som er den høihellige Germanus skjænket af Gud.»
Hvor dybt St. Germanus’s indgriben i begivenhederne 845 har grebet normannerne, fremgaar blandt andet af Abbos fortælling om normannernes beleiring af Paris 885—86. Abbo, som var munk i Germanus’s kloster i Paris, var selv øienvidne til denne beleiring. Han beretter saaledes, at normanniske skildvagter en mørk nat saa en lysende skikkelse stige op af den grav, hvor Germanus, Paris’s skytshelgen, hvilede. Ligeledes ved han at fortælle om en af normannerne, som var dømt til døden af sine egne, og som flygtede ind i St. Germanus’s kirke og omfavnede helgenens statue. Han blev vistnok greben og dræbt, men straffen rammede dem, som havde øvet denne udaad. Og — siger Abbo — fulde af ærefrygt for det hellige hus ansatte normannerne præster, som skulde holde messe og kanoniske tider der, og forbød alle at røve noget fra kirken.
I disse Abbos fortællinger har vi visselig at se et gjenskin af det ry, som fra 845 mellem normannerne stod af de kristnes hellige forsvarer.
Som Steenstrup paaviser, behandler Saxos sagn den samme begivenhed som legenden:
Begge steder overfaldes normannerhæren paa et vikingetog af uveir, stærk kulde og stærk hede.
Hæren indhylles i stærk taage, saa den ikke kan komme nogen vei og lider hungersnød.
Tropperne overfaldes af en dyssenterilignende sygdom, for hvilken de fleste bukker under, og de maa forlade landet.
Dette fremstilles i begge fortællinger som en indvirken ved overnaturlige midler, og begge fortællinger handler om en høvding ved navn Ragnar.
Gustav Storm har i sine «Kritiske bidrag til vikingetidens historie», pag. 90 og 108, behandlet spørgsmaalet i tilslutning til Steenstrup. Han bemærker:
St. Germanus var efter nordboernes opfatning en af de frankiske «landvætter», som Ragnars fiender havde paakaldt, og som havde hjulpet frankerne. Det danske sagn om begivenheden maatte betegne ham som en fiendtlig uvætte, der brugte trolddom og kogleri for at drive danerne fra sit land. Efterat de danske var kristnede, maatte da de «fiendtlige» vætter blive til «hedenske» vætter, den fiendtlige trolddom til «hedensk» trolddom; men trolddommens hjem er i nord, hos finner og bjarmer. Saaledes blev Ragnars tog mod de kristne franker til et tog mod de tryllekyndige bjarmer, saaledes som Saxo fortæller det.
Forskjellen mellem Saxo og legenden er efter Storms opfatning ene den, at Saxo ikke har hjerte til at lade sin helt lide
