et varigt nederlag; han vender tilbage til Bjarmeland, og skjønt bjarmekongen faar hjælp af Matullus Finmarchiæ dux (ɔ: den norske sagnfigur Mǫttull Finnakonungr), hvis bueskyttere gjør Ragnar megen skade, holder denne sig vinteren over i landet, og et natligt overfald, som efter Saxos dunkle ord (nocturna fallacia) maa have været forbundet med svig, bragte ham endelig seiren: Bjarmekongen falder, finnekongen flygter, og Ragnar rister runer og reiser bautastene til et «evigt mindesmærke om sin seier».
I selve det oprindelige normannersagn ligger der dog momenter, som naturlig har kunnet foranledige en afændring af sagnet som den, Saxo eller hans hjemmelsmand har foretaget. Vikingernes fører, Ragnar, har virkelig overvundet frankerne og har for at reise bort faaet 7000 pund. Om han end er straffet ved sygdom, taage og uveir, saa er han dog seierherre, hvad der nok kunde foranledige Saxo til at lade toget mod bjarmerne og finnerne ende heldig for de danske.
Aksel Olrik erkjender i sit store værk Saxos oldhistorie, ligesom Storm, rigtigheden af Steenstrups paavisning. Men han deler ikke Storms opfatning af, at Saxos kilde er dansk. Han mener, at navnet Matullus, Finmarkens høvding, tyder paa, at sagnet er norsk, og han gjør opmærksom paa, at formen Mattull hører hjemme hos nordmændene og islændingerne, i dansk form skulde det hede Mantul. Dette er uimodsigeligt, og deraf følger, at navnet Mattull er kommet til Saxos kundskab fra nordmænd eller islændinger, rimeligvis ogsaa sagnet. Men dermed er det ikke sagt, at sagnet ikke fra først af er dansk, og fra Danmark er naaet til nordmændene; der ligger halvfjerde hundrede aar mellem vikingetoget i 845 og Saxo. Han har, som Olrik selv først har paavist, gjort udstrakt brug af norske og islandske fortællinger i sit værk, og blandt disse er der flere, som ikke af udspring er norske eller islandske.
Enten nu sagnet er oprindelig dansk eller norsk, saa har det, som navneformen Mattull viser, lagt veien omkring Norge.
Denne finnekonge Mattull er ikke nævnt i noget norsk skrift ældre end Saxo, og det spørgsmaal ligger nær, om ikke Mattull i virkeligheden er den hellige Germanus, optrædende i finneham. I de hedenske normanners øine var det den frankiske helgen, som ved overnaturlige midler drev vikingerne bort; senere i Saxos tid, da danskerne og nordmændene var kristnede, henlagde de naturligen de magter, der kjæmper med tryllemidler, til bjarmer og finner, og helgenen bliver en finnekonge. Maaske ligger her en forklaring af selve navnet Mattull paa finnekongen.
St. Germanus havde været biskop i Paris og afbildedes følgelig i bispedragt eller i geistlig dragt; og i denne skikkelse stod han selvfølgelig ogsaa for folkeforestillingen i Frankerriget.
I annalernes beretninger fortælles vistnok ikke udtrykkelig,
37 — Finmarkens amt II.
