det heder paa gammelnorsk: veifa (eller vefja) heðni, mǫttli, gizka, dúki, kofra o. s. v. Dette foraarsager i næsten alle tilfælde en forvildelse af modstanderne enten med uveir og skodde eller ved synkverving.
Denne skik er norrøn og ikke finsk. Men naar finnekongen Mǫttulls navn har sin oprindelse fra nordboerne, maa ogsaa tilknytningen til den magiske ritus søges hos dem, ikke hos finnerne.
Finnerne i gamle historiske sagn. Her følger sagn om Halvdan Svarte, Harald Haarfagre og Erik Blodøks.
Saavel i Ágrip (fra ca. 1190) som hos Snorre (henimod 1230) og i Flateyjarbók (fra ca. 1380) gjengives der et sagn om, hvorledes julekosten blev borte for Halvdan Svarte.
I Snorres Halvdan Svartes saga fortælles det saaledes:
Kong Halvdan var en jul paa Hadeland. Juleaften hændte noget underligt. Der var en stor mængde mennesker forsamlet om ham, og da folk var kommet til bords, forsvandt al maden og alt øllet fra bordene. Kongen blev siddende igjen mørk i hu, men alle gjæsterne drog hjem hver til sit. For at komme efter, hvad der var skyld i det, som var hændt, lod kongen gribe en fin, som var en stor troldmand (margfróðr) og vilde tvinge ham til at fortælle sandheden. Man pinte ham, men fik ikke noget ud af ham. Finnen raabte paa Halvdans unge søn Harald og bad ham indtrængende at hjælpe sig. Harald bønfaldt kongen om at skaane finnen, men kongen vilde ikke. Da slap Harald finnen bort mod kongens vilje og fulgte selv med ham. De kom til en høvding, som netop holdt et stort gjæstebud. Der blev de vel beværtede, — saa saa det ud for Haralds øine. De var vinteren over hos ham, og en dag om vaaren sagde høvdingen til Harald: «Din fader syntes, det var et svært tab han led, da jeg tog noget af julekosten fra ham i vinter, og han tog sig det svært nær. Jeg skal give dig gjengjæld for det, som dengang hændte, ved en glædelig tidende: Din fader er nu død, og du skal drage hjem; du skal faa hele det rige, som han har havt, og tilmed skal du vinde hele Norge.»
Herefter fortælles om Halvdan Svartes død, og saa begynder første kapitel af Harald Haarfagres saga med følgende ord: «Harald blev konge efter sin fader, og da var han 1O aar gammel.»
Ágrip (fra ca. 1190) indeholder den ældste beretning om den stjaalne mad, og Snorre har hentet sin fortælling fra Ágrip; men haandskriftet af Ágrip er nu ufuldstændigt og begynder midt i sagnet; man kan derfor ikke se, om det ogsaa her har været henført til Hadeland og julekvelden.
