Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/612

lå’INNERNE I GAMLE I–lISTORISKE SAGN. öO3 En ridder fangede en dag i skogen et dyr, som folk aldrig havde seet mage til. Det var helt og holdent overgroet med mose. Han tog og satte det i et taarn. Ridderens lille søn leger med en hall ved taarnet, og dyret slipper ud ved guttens hjælp og flygter til skogs Da ridderen faar vide dette, befaler han i sin vrede tjenerne at tage gutten med sig ud i skogen og dræbe ham, og som tegn paa, at de har gjort det, skal de have med sig hjem hans hjerte. Tjenerne havde medlidenhed med barnet og rørte ham ikke, men lod ham blive i skogen. De gav faderen hjertet af et kid, som de havde dræbt, og han troede, det var søn- nens. Barnet farer vild i skogen, møder tilslut den befriede og drager med ham ind i berget Saaledes gaar nogle aar. Da gaar der bu(1 ud over hele landet, at kongsdatteren skal tage sig en mand. Den, som kan ride op paa et berg, hvor hun sidder, Skal blive hendes mand og konge. Riddersønnen faar hest og skrud af vildmanden og vinder prinsessen, paa samme maade som i det norske eventyr om (1“Jomfruen paa glasberget-ä. Den gamle mosegroede mand vil være med, saa styg han ser ud; han vil sidde under bordet, og beder riddersønnen røre ved ham med et rustent sværd, som han rækl(er hal11, naar den gamle afdøde konges skaal skal drikkes. Det gjør ridderen, og i det samme bliver vildmanden til den gamle konge, som alle troede var bergtagen. En anden svensk version har ogsaa blandet sig med even- tyret om «Prinsessen paa glasberget»; den del Som svarer til Dovresagnet, gjengives her forkortet, efter Hyltén-Cavallius og 1S‘tephen-S–.‘ En konge, som var ude paa jagt, fangede en dværg eller en vildmand; men alt kongen talte til ham, vilde han ikke svare noget, hverken med godt eller ondt. Kongen besluttede sig til at holde ham fa11gen, og svor, at hvem der slap vildmanden løs, skulde dø, om det Saa var hans egen søn. Han lod bygge et lidet hus eller bur af svære bjælker og med stærke laas til ham, og nøglerne stak han selv til sig. Saa skulde engang kongen ud i krig; han gav da dronningen nøglerne og paalagde hende at vogte vel paa vildmanden. Kongen havde en eneste søn. Han legte en dag med et guldæble, og det fór uforvarende ind ad gluggen til vildmaudens bur. Vildmanden sagde, at gutten fik det ikke igjen, med mindre han skaffede ham løs;. «din fader gjorde ilde, da han tog mig fangen,» sagde han. Gutten listede saa nøglerne til sig fra sin moder, mens hun lyskede ham. Vild- manden slap fri og takkede gutten og sagde, at han vilde hjælpe ham igjen, naar han trængte det. Da kongen kom tilbage, blev han overmaade vred og forhørte alle paa kongsgaar(len; men ingen vidste noget, før prinsen kom. Han sagde, at det var ham, som havde sluppet ud den vilde mand. Saa skulde prinsen