Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/617

ö(l8 FINMARKENS AMT. Et f-ragmentarisk kvad om kong Harald, som tillægges Thor- bjørn eller en anden af kong Haralds skalde, Thjodolv fra Kvin, bruger skalden i to strofer navnet L11va om Harald. Men disse versebrudstykker er sikkert ikke egte. Naar det ikke lettelig kan antages, at Haralds egne skalde, selv ikke humoristisk, skulde have anvendt smædenavn til hans hæder, synes skaldekvadene at maatte bruge ordet lúj2x i en anden betydning. Og mon denne betydning ikke endnu lader sig spore? . Den ældste anvendelse af tilnavnet forekommer i Thorbjørn Hornkloves kvad. Thorbjørns fødested er ikke kjendt, men han havde slægt paa Oplandene, og Fagrskinna kalder ham «en gammel ven af konger, som helt fra sin barndom havde levet i hird». Det synes da rimeligt at opfatte disse «konger» som Harald og hans fader og at antage, at Thorbjørn ligesom Harald var østlænding. – For opfattelsen af ordet lúja vilde dette kunne være af be- tydning. Over hele det østlandske Norge betyder luve nemlig udelukkende «lue, hue», og har havt denne betydning i lange tider. I vestnorske dialekter knyttes den samme betydning neppe til andre former end huva, medens ord af samme rod som lú.fa paa VestW landet betegner pandedusk, uld eller lignende. Hvor langt til- bage i tiden denne kløvning mellem øSt- og vestnorsk gaar, er ikke bragt paa det rene, men meget gammel er den. I ældre svensk findes luva i betydningen hue ved siden af huva i ethvert fald omkring 1300. Skulde der være noget væsentligt at indvende mod den an- tagelse, at denne østnorske eiendommelighed kan række tilbage til kong Haralds egen ti(l? Han var selv østlænding; Thorbjørn kalder ham allvaldr austmanna, østlændingernes hersker, og paa Østlandet begyndte han sine erobringskampe; rimeligvis har han ogsaa faaet sit første tilnavn der, ialfald stammer det fra hans kamptid, før slaget i Havsfjord. “ Spørgsmaalet bliver .da, om der kan paavises et udgangs- punkt for den østlandske betydning af lú.fa som tilnavn til Harald. Det tør da ligge nær at tænke paa det østnorske udtryk om de11, som ved fødselen bærer den saakaldte seierslue: «han er -fG(Zd med luve». Seiersl1uen kaldeS, som bekjendt, det af fosterhinden, som stundom følger med barnet under fødselen. Overalt hos de indo- germanske folk, og langt udenfor deres kreds, holdes seiershuen for et mærke paa usædvanlig lykke; det bar11, som er født med seiershue, ansees overalt for et lykk]ebarn. Og denne tro var almindelig udbredt allerede i de første aarhundreder af vor tids- regning, den omtales saaledes af en romersk historieskriver hen-