Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/629

62O I–’lNMARKENS AMT. Aschmedai er dæn1onernes øverste og omtales i den hellige skrift i Tobiæ bog (kap. 3) under navnet Asmodæns. I Tobiæ bog fortælles, at han havde myrdet syv mænd efter hverandre. Sara, Raguels datter i Ekbatana i Medien, var givet til syv mænd; men Aschmedai dræbte den1, før de fik besøgt Sara, som det saa ud til af jalousi. Paa Saras bøn til Gud blev Asch- medai bunden af Raphael, og Sara fik Tobias, Tobiæ søn, til- ægte. Denne fortælling om Tobias er skrevet mellem 175 og 250 f. Kr. fødsel og er oprindelig forfattet paa græsk, og allerede i den græske urskrift kaldes Aschmedai Asmodaios, og i de latinske oversættelser helt fra Vulgata heder han Asmodæns. Af sagnet om Salomo og Aschmedai gives der, saavidt be- kjendt, fire jødiske versioner, som afviger mere eller mindre fra hverandre. I)en ældste findes i den jerusalemske Talmud, der antages skrevet 35O aar e. Kr. Det indiske eventyr, som sammen med Seilenos-sagnet har frembragt Aschmedai-sagnet, fortæller om den indiske konge Vi- kramaditya. Han var blevet gammel, og en troldmand lærte ham den kunst at afføre sig sit gamle legeme for at føre sin sjæl over i en nylig afdød ynglings krop. Troldmanden benyt- tede leiligheden til at gaa ind i kongens legeme og regjerede, som om han var kongen. - Her meddeles forkortet Aschmedai-sagnet efter de yngre versioner: Kong Salomo havde en ring med Guds uudsigelige navn. ved hvis hjælp han kunde byde over dæmonerne. Han spurgte dem, hvor han kunde faa fat i Ormen Schamir, som kunde kløve de haardeste ste11e. Han vilde bruge den til tempelets bygning; ha-mmer eller jernredskader maatte ikke bruges paa det hellige bus. Dæmonerne vidste ikke, hvor Schamir var, men henviste Salomo til deres fyrste Aschmedai. Paa et fjeld havde denne gravet sig en brønd, hvor han daglig kom hen for at drikke. Brønden var lukket med en sten og forseglet med hans segl. Naar han kom, saa han paa seglet, aabnede brønden, drak og svævede saa atter bort. Salomo sendte Benaja med en lænke, hvori Guds uudsigelige navn var indridset, og en ring med det samme navn paa. Desuden tog de med nld og nogle læderflasker med vin. De grov først en brønd under Aschmedai’s, og neden- fra borede de et hul i bunden paa denne, saa vandet løb ned i brønden under, stoppede saa hullet med uld og grov en tredje brønd ved siden af Aschmedai’s, og fra denne fyldte de den første brønd med vin gjennem et hul. Aschmedai’s segl blev paa denne maade urørt. Saa gjemte de sig i nærheden. Da tiden kom. steg Aschmedai ned, fandt sit segl urørt og aabnede