Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/659

65O F1NMAn1(ENs AMT. musik og hurraraab af store menneskemasser; men han havde ikke tid til at høre paa noget, han løb med én gang til sit rum for at se liget. Kammerpigerne faldt paa knæ for ham og sagde, at den døde havde lugtet saa forfærdelig, at folk kunde ikke være i slottet, saa de blev nødt til at brænde liget. Men kongen hørte ikke paa dem; han bare hefalede, at der skulde reises to galger for dem. Saa blev den døde hentet, og det endte i fryd og glæde. Dette sicilianske eventyr har træk, som minder baade om Harald-sagnet og om Karls-sagnet. Det er saaledes den eneste version, hvori det moment forekommer, at liget lugter; ligeledes tales der, som i den albanesiske, om opbrænding af liget. Ingen af disse drag kan have hørt hjemme i det oprindelige eventyr; de er fremkommet ved tilpasningen af eventyrstoffet i det histo- riske sagn. Naar de lige fuldt dukker op i den sicilianske form- ning af eventyret, kan de derfor kun forklares paa en af to maader: Enten maa de skyldes en uafhængig nydannelse, som logisk har udspundet, hvad der naturlig syntes at ligge i motivet om den døde kvinde. Og denne forklaring vilde lade sig høre for liglugtens vedkommende, men derimod ikke for opbrændingen af liget; ligbrænding kjendes ikke paa SiciIien, og har ikkei umindelige tider fundet sted der. Eller ogsaa maa det sicilianske eventyr have modtaget de to træk ved en senere paavirkning fra det historiske sagn om Harald eller Karl, og da visselig fra Harald-sagnet, hvori ligets brænding omtales. Og en saadan paavirkning er meget vel mulig. Sicilien stod i den tidlige middelalder i næsten halvandet hundrede aar, fra 1061–l194, under normannisk herredømme, og gjennem normannerue har saa- vel Harald-sagnet som Karls-sagnet let kunnet finde vei til det italienske ørige, og derfra til albaneserne. Dette bestyrkes ogsaa deri-ed, at der i den sicilianske eventyrverden i det hele findes adskillige særoverensstemmelser med norske og nordiske eventyr. Foruden de faa versioner, som her er fremlagt, kunde næv- nes en lang række andre af denne eventyrkreds, fremfor alt fra de nordiske lande og Nordtyskland, hvor eventyret er stærkt ud- bredt; ogsaa paa Island kjendes deti flere formninger. I de fleste af disse nordiske og nordtyske Varianter viser de navne, som tillægges heltinden, slægtskab med hinanden. En række navne er sammensat med sa-e: Snofri, Snehvid, SneeWittchen; andre frembyder lighed med sidste led i det norske navn, saaledes det islandske Viljårfður. Ved gjennemlæsning af disse eventyr falder det straks i øinene, at deres hovedhandling danner et fuldstændigt modstykke til sagnene om Harald og Karl. I eventyret fortælles der om en kvinde, som ved magiske midler er hensat i en dødlignende tilstand, men under denne har