Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/67

60 FINMARKENS AM’I’. Hos de i Finmarken bosatte norske findes der færre eien- domme1igheder, end man i en saa isoleret liggende landsdel skulde vente. Dels er de selv, dels deres fædre flyttede ind fra de for- skjellige egne i riget, og der er heller ikke hos dem nogen sær- egen dialekt. Alvor og fleg1na som hos den norske bonde i al- mindelighed gaar i Finmarken ikke sjelden over til hang til uvirk- somhe(l. Tilbøielighed til ørkesløshed var efter Rede større hos nordmændene og kvænerne end hos de liv1igere finner. Finmar- kingen udholder villig de besværligheder, som er forbundne med fiskeriet, og han unddrager sig ikke netop fra det regelmæssige arbeide; men han anstrenger sig ikke synderlig for at søge for- tjenesten, naar den ikke af sig selv frembyder sig. Er veiret for haardt til at drage garnene, giver han sig let over uden at gjøre forsøg; skjønt han til visse tider og til visse fiskerier reiser mange mil for at komme til fiskepladsen, saa er han dog sen til at reise hjemmefra og søge fisken paa de tider, da den pleier at komme; men han venter rolig hjemme, indtil fisken kommer uden- for hans stuedør. Det engang bestemte arbeide udrettes, men intet mere; og hvis dette paa grund af tilfældige Omstændigheder ikke kan ske, da gjøres intet istedet. Naar derfor finmarkingen paa en reise ligger stille for storm eller modvind, da foretager han intet, om der end ti1bydeS ham arbeide og fortjeneste paa stedet. Det siges, at Finmarkens norske indvaanere er egennyttige Dette ytrer sig ikke som uredelighed i handel og vandel, men oftest ved begjærlighed, hvor der er noget at fortjene ved liden eller ingen umage. Naar en mand i Finmarken trænger en an- dens tjeneste, er det første spørgsmaal, hvor stor betalingen er-. Selv for den ringeste haandsrækning ventes godtgjørelse, og allige- vel skal enhver tjeneste have udseende af velvilje. Selv om en mand overtager arbeide for god betaling, heder det sædvanlig dog, at det sker for at hjælpe en. Dette har tildels sin grund i den i Finmarken herskende mangel paa arbeidsfolk. Man nødes til ikke alene at give dem god betaling, men desuden gode ord for at formaa dem til at udføre et arbeide. Man faar ikke sin nabos hjælp uden imod at hjælpe ham ved en anden leilighed, og uden at det gjensidige arbeide paa det nøieste er afveiet; thi man er lige saa bange for at gjøre noget for intet for sin nabo. er det end ens broder. Hvad der her er anført om finma-rkingerne er væsentlig provsten Rodes- karakteristik Amtmand Lillienskiold omtaler i sit Speculum boreale nord- mændene i Finmarken, og han roser dem ikke. Selvfølgelig er meget forandret, siden han skrev i 1698. U Han ytrer: «Mens som nordmendene til deels ei for deris