Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/68

NORDM.END. 6I dyder er hidkommen, saa bliffver endnu uarten aff fortrædelig- hed, egennøttighed, ladhed, efftersnack, clammer oc dislige hos dennem udi brug. Sielden giør de nogen til gode uden aff frygt. ll1indre udj deris tilstand ere de efftertænchsom, mindre nogen møye lader sig paagaa, naar meeltønden lættere kand ventis. Sparer gierne betalningen, huor mueligt kand være. Giør de nogen ringe vil1ighed, det siunis for de fleeste, det vorder aldrig til fulde forskyldt. Bug-sorgen er mangens høyeste souci, dog giør mange sig mindst tancke om noget ræt at fortiene, uden at nøden dis høyere paa-gaar. Tobach er hos dennem een stoer trøst udi ørckeløshed, thi piben ælskis saa høyt i leedighed, mens naar som at øl oc brendevin fattis, da høris en alminde- lig utolmodighed. Udrættis noget arbeide, maa det heel dyre bekostis, knap at noget begyndis, uden vel først at fyldis. At dagdriffve holdis for magelighed, fylleri elskis som en nødven- (lighed, oc flitighed effter føden regnis for it møyesom slæl), som ved andre stæder bædre kunde besparis. Kand 4 werge-kier- linger formaa oc offervinde at gaa samptlige udj stranden effter en eniste baads lefuer oc fæmad at ophændte; det slæb agtis høyt. Den øffrige tid om dagen forbrugis til snack oc sladder alt formeget, got at kubaasen oppassis eller skaaden clargiøris, naar æffnen dertill haffves kand. Spinden giffver de mindste Sig møye ved, oc dyrt maa sligt bekostis. Kand de fleste passe paa kogningen, melchebøtten oc grødfadet, da er alting ræt vell bestilt, oc derfor bliffver mangen nordmands vilkor som den er, oc ey dis bædre. Hæxeri oc anden ondskab, trois mueligt, hos mange endnu haffver stoer gienge; kom derpaa een gang ræt aabning, deris tal vilde mue1igt vell falde offver tanchen, thi røgtet haffver endnu alt for mange udj landet til det onde. Deris ungdomb skall ej rose sig aff stoer Videnskab eller dyd; kand hand ichun tiene till fischer-krogen at føre, spillet er vunden og føden fortient. Neppe veed een deel boxerne ræt at opbinde, her spørgis io om gifften, naar huuset da endelig med børn maa vrimle ja brødet og klæder dertill fattis, da maa enten hafuet eller landet høre ilde, eller oc kiøbman(lens forsorg belastis med meere som til denne postis bevislighed ville falde altfor vitløfftig her at deducere som det sig ellers saaledis udj sandhed be- -findis.» Lillienskiold klager over, at tjenestefolk gifter sig tidlig, over 0g de mange leiermaalssager: ‘xNeppe kommer it tienestefolck udj landet, før det tæncker Paa at giffte sig, altskiønt“at ved den confirmerede Intrims-An- 0Y(ïI1Ì11gs 5te cap. l9 punct tienestefolcket forbydis sig ej fortilig at nedsætte paa det landet ej med for mange betlere maatte 0PîYÌ(Ii8. mens at de sig først noget søger at fortiene. Neppe