Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/680

O O‘rTAHS F.ER1). 67l fuglefængere og jægere: det var altsammen jimæer. Men til bag- bord havde han stedse havt det aabne hav. Bjarmerne havde bebygget sit land godt, men did turde han og hans mænd ei komme. Terflnnernes land derimod var øde, undtagen hvor jægere, fiskere og fuglefængere havde til- hold. Bjarmerne berettede mangt og meget, saavel om deres eget land som om de tilgrændsende, men han vidste ikke, hvad sandt der var deri, fordi han ei selv havde seet det; det fore- kom ham, som om finnerne og bjarmerne talte omtrent et og samme sprog. Hans fornemste hensigt med at drage didhen var, foruden at undersøge landet, ogsaa at fange hvalros, thi disse dyr har meget ædelt ben i sine tænder (af hvilke de ogsaa bragte kongen nogle), og deres hud er meget tjenlig til skibsreb. Denne hval er meget mindre end andre hvaler, nemlig ikke længere end syv alen lang .I hans eget land er derimod den bedste l1valfangst; der gives hvaler af 48 alens, og de største af 50 alens længde. Af dem kunde han selv sjette dræbe 6O i to dage. Han var meget rig paa det slags eiendomme, hvori de folks rigdom bestaar, nemlig de vilde dyr, som kaldes rener. Da han drog til kongen, eiede han seks hundrede tamme ukjøbte rens- dyr, af hvilke der var seks l0kkerener; saadanne er meget dyre blandt finnerne, fordi man ved deres hjælp fanger de vilde rener. Han var en af de første mænd der i 1andet, men eiede dog ikke mere end 20 kjør, 2O faar og 2O svin; det lidet, han pløiede, pløiede han med heste. De derværende indbyggeres største herlighed er den afgift, finnerne betaler dem; den bestaar af dyrefelde, fuglefjære, hval- ben og skibsreb, forarbeidede af hval- eller sælhud. Enhver be- taler efter sin stand; den fornemste har at betale lå maar- skind, fem renhuder, en bjørnefeld, ti æmbere fjære, en kjortel af bjørne- eller oterskind, og to skibsreb, hvert paa 6O alens længde, det ene af hvalhud, det andet af sælhud. Han sagde, at nordmændenes land (Norðmamraland) var meget langt og smalt; alt det deraf, som man enten kan dyrke eller p1øie, ligger ved sjøen, og endda er det mangesteds meget bjergigt; østenfor ligger vilde fjeldstrækninger oppe langs med det bebyggede land, og paa disse fjeldstrækninger bor finner. Imod øst er det bebyggede land bredest, men jo længere man kommer mod nord, desto smalere bliver det; mod øst kan det være henved 60 mil bredt eller derover, paa midten 3O mil bredt fra sjøen til fjeldet, og denne fjeldstrækning var paa nogle steder saa bred, at man behøvede to uger til at drage over den, andetsteds ikke bredere, end at man kunde komme over den i G dage.