Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/700

ÆLDSTE GR)ENDSER WMOD RUSLAND. 691 udstedt en Opfordring til alle troende i Norge om at kjæmpe mod de hedenske fiender, korsets fiender og det kristne navne uvenner, idet han lovede enhver, der døde i denne kamp for troen, samme syndsforladelse, som de fik, der drog det hellige land til undsætning. Sverige havde allerede i 1323 sluttet en fordelagtig fred med Rusland, nemlig i OrechovetZ eller Nøteborg, den 12te august, hvorved det fik tre saakaldte gislalag eller herreder af Karelen, nemlig Savolaks, Jeskis og Eurepæ. Grændsen mod Rusland betegnedes nøiagtig lige fra udløbet af aaen Se9tra (Systerbæk) i den finske bugt til Pefajoh“i, noget søndenfor høidedraget Maanselkd, og derfra nordvest til Helsingebotn eller det inderste af Botn- havet. - Fred med Norge kom istand i Novgorod den 3dje juni 1326 og sluttedes paa 10 aar mellem den norske gesandt Haakon Agmundssøn paa kongens vegne og staden Novgorod, der nu, da der ingen storfyrste var, repræsenteredes af erkebiskopen Moses, possadniken Bartholomæus og tysjatskoien Eustathiu-S–. Det afgjordes her, at ingen fra begge parter maatte overskride rigsgrændsen, men naar der kom sendebud fra Novgorod til Norges konge, skulde de dele landene efter de gamle grændseskjel og enemærker, dog saaledes, at delingen selv overlodes til Norges konge, der skulde dele efter sin samvittighed, som han vilde, et temmelig utvetydigt bevis paa, at russerne her har frygtet nordmændene og anseet det nødvendigt at gjøre opofrelser. Gjensidig skade skulde være eftergiven, og de, der her- efter fra en af siderne overskred grændseskjellet, skulde straffes. Gjester ((;osti, d. e. kjøbmænd) fra Norge skulde uden al hinder kunne gaa over fra Norge til Novgorod og Savolotschie. i I denne fredstraktat mellem Norge og Novgorod af 3dje juni 1326 bestemtes, at saalangt Norges konges land og vand strækker sig, der skal nordmænd kunne færdes, bosætte sig og kjende sig ved (ɔ: paastaa sig berettiget til) sit land og vand efter landets gamle mærker og deling (Norges gamle love III, 151–152). Dette maa forstaaes derhen, at Norge foruden sin skatteret ogsaa havde en «real ret til landet» paa Kolahalvøen indtil de angivne grændsemærker Trianæmi og Välijoki (se Rydberg, «Sveriges traktater med främmande magter» 1, 512). Russerne havde derimod ingen «real ret til landet», men kun en «skatte- ret» til Lyngstuen og Mæleaa. Denne skatteret var en ret til finneskat. Finnerne i svensk Lappland, norsk Finmarken og russisk Lappland var allerede i det 9de aarhundrede lagte i skat af de omboende folk: nordmænd, kvæner og kareler (Gustav Stor-m: «De ældre grændser mellem nordiske og finske folk». Forhandlinger paa det 5te 1101’di8ke