Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/716

l SVENSKERNES FORDR. PAA FINMARKEN OG DELE AF NORDLAND. 707 med held, vilde der i Finmarkens havne blive stapelpladse, og fra Ishavets kyster vilde der aabnes handelsveie til alle kanter, maaske endog til det indre Asien. Den svenske regjering lagde derfor an paa at skaffe sig over- høiheden over disse landsdele,og gik forsigtig tilværks, forat den retmæssige besidder ikke skulde ane uraad. Svenskerne udvidede lidt efter lidt sine paastande ikke blot til overhøiheden over samtlige de finner, som boede paa norsk grund, men ogsaa til selve landet mellem Tysfjord og Malangen. Havet udenfor skulde være den dansk-norske konges eiendom; men han skulde dog ikke tillade engelskmændene at drive line- fiske der, saasom sjøfinnerne herved blev udsatte for at lide nød. Det blev foreløbig med kravene alene, skjønt formynderregjeringen under Kristian IV ikke viste fasthed i at afvise svenskernes nær- gaaenhed. Paa grændsemøder i 1575 og 1580 i Kuærød vaagnede tvisten om Finmarken tillive. Først klagedes der fra svensk side over det overgreb, som norske lensherrer tillod sig i Lapp- marken; dernæst blev der forlangt en deling af de af finnerne beboede distrikte1–, som ifølge svenskernes paasi-and skulde eies af nordmænd og svensker i fællesskab. Sagen blev henvist til en voldgiftsret, som aldrig blev nedsat. Senere var spørgsmaalet oppe paa et grændsemøde i august maaned 1591 i Flakkebæk. Allerede før denne tid maa den svenske konge have paalagt sine finnefogder at opkræve skat af alle finner i Nordlandene og Fin- marken. Men disse mødte hos befo1kningen den stærkeste mod- stand. Da de klagede for den norske øvrighed over den vrang- vilje, de mødte hos almuen, fik de her intet medhold, ja da en mand saarede den svenske skattefoged Jon Karlson i lagmanden Peder Hanssøns nærværelse, erklærede denne endog rent ud, at om den svenske skatteopkræver var bleven dræbt, vilde han have udvirket skattefrihed for drabsmanden og hans nærmeste slægt. Dette forhindrede imidlertid ikke den svenske regjering fra ogsaa i de følgende aar at sende sine fogder ind paa det norske land- omraade, og disse, Olaf Anderssøn Burman og Nils Oravain, fór meget hensynsløst og vilkaarlig frem, og det lykkedes dem virkelig ogsaa at tvinge en del af de finner, som udelukkende hørte under den norske krone, til at betale den svenske konge skat, ligesom de ogsaa forhøiede skatten for de finner, som skattede baade til den norske og den svenske krone. “ At saadant kunde finde sted upaatalt, kan forklares deraf, at de, som oppebar indtægterne af lenene, aldrig besøgte sine forleninger. Selve lensherren over Finmarken havde før Kristian IV’s tid ikke tilhold i sit len. De norske fogder og lensherrer vedblev at lægge de svenske