Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/720

SVENSKERNES FORDR. PAA F1NMARKEN 0G DELE AF NORDLAND. 711 havde lagt dem i skat for, hvilket de af rædsel maatte gjøre efter hans begjæring, og det var ingenlunde skeet af en god vilje. De beklager sig ogsaa over, at de svenske fogder, baade Arne JustWing (i svenske dokumenter kaldt Arendt Jo-Stiug) og hans medfølgere, aarlig truede og undsagde baade med krigsfolk og an- det, saa ofte de kom did i fjordene at optage skatten, om de ikke straks er tilrede, naar paaæskes. Under straf af fredløshed forbød Kristian IV alle norske undersaatter at give de svenske fogder nogen skat eller gave. Lensherren over Finmarken Jørgen Kaas fik sin afsked, ogi hans sted udnævntes den norske adelsmand Hans Ola-fssøn til Gyllingsgaard med forpligtelse til at tage bopæl paa Vardøhus. De fire nordlandske smaalen forenedes til Nor-d1andenes len, der overdroges Klaus Urne. Begge disse fik paalæg om hver vinter at forvisse sig om, at kongens myndighed overalt blev opretholdt. Lenshe1–ren i Finmarken maatte befare de norske grændser fra Namdalen til Hvidehavet. I februar maaned 1601 holdtes der efter hertug Karls Opfordring et møde ved Flakkebæk, hvor de gjensidige klagemaal skulde afgjøres. Svenskerne klagede over,„ at norske fogder trængte ind i Finmarken og Lappland, som tilhørte Sverige. Fra norsk-dansk side kom de med klageposter, der dels an- gik uberettigede toldpaalæg, hindringer for handelen paa Rus- land o. s. v., dels den svenske regjerings forhold ved freden i Teusina, hvor den skulde have afstaaet det Norge tilhørende Malmis eller Kola til Rusland. De norsk-danske kommissærer forlangte: Svenskerne skulde fremlægge en klar fortegnelse over de til Sveriges krone skatskyldige norske fjeld- og sjøfinner med an- givelse af deres ga-arde, samt lenet, fogderiet, præstegje1det, sog- net og fjorden, hvor de levede. Derhos skulde angives, hvorfor hver enkelt fin skulde Skatte til Sveriges krone. Hvis Sveriges krone tilegnede sig overhøihed over finnerne alene eller over landet, de beboede, og stranden, hvorfra de hen- tede sin nær-ing, eller over begge dele tilsammen, hvorledes havde saa Sverige erholdt denne ret. Svenskerne erklærede først disse spørgsmaal sagen uvedkom- mende. Mente danskerne sig at have nogen ret paa finnerne, blev det deres sag at bevise sin adkomst dertil, ikke svenskernes. Men om lidt gik det op for de svenske kommissærer, at dette svar var en indirekte indrømmelse af den dansk-norske konges bedre ret; thi et par dage efter skyndte de sig med at afgive den erklæring, at hele landet nordenfor Titisfjord til Var- angerodde tilhørte Sverige, og at det med Finlands erobring var kommen under den Svenske krone. Den eneste rettighed, som