Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/730

GRA:2NDSEREGULERINGEN AF I7ðI. 72I for at faa grændsemærkerne anviste. Han benyttede saavel norske som svenske finner, idet begge parter skulde bistaa hinanden ved mærkernes udvisning. De norske og svenske ingeniører og Sekretæren opholdt sig i Nordland vinteren 1747–48 og udarbeidede et foreløbigt forslag til grændselinje, dateret Ei-viken i Trondenes præstegjeld den 28de marts 1748 (Nordlandsmødet). i I mai 1749 traadte kommissærerne Mangelsen og Klinkow- strøm sammen til et afsluttende møde i Strømstad (Strømstad- mødet). 6te september l749 indsendte Mangelsen et forslag til grændse- linje, hvorom han og Klinkowstrøm var bleven enige, undtagen for et steds vedkommende, nemlig ved Tana. Mangelsen forlangte, at grændsen skulde følge denne elv, medens Klinkowstrøm vilde have en vestligere grændselinje. Forhandlingerne om Tanalinjen udha1ede sagens afgjørelse. Først den 3dje Oktober 1751 kunde Mangelsen indsende konceptet til grændsetraktaten og dens to kodiciller. Disse blev ratificerede den 1Ode december 1751. Den 31te s. m. blev de to separate artikler ratificerede. Grændsetraktatens 1ste kodicil og tillæg angaar finnerne. Den 2den kodicil fastsætter reglerne for grændsens «redres- sering» og røssættelse m. m. Denne foregik i aarene 1753–67 (approberet ved res. af 18fl2 1767) og lededes af Mangelsen og Klinkowstrøm som kommissærer. Ved reguleringen af den –lange grændse mellem Norge og Sverige blev der ialt 26 tvistepunkter paa Nordlandsmødet. Ved Tysfjorden opstod der spørgsmaal, om fjeldryggen, vand- skjellet, skulde følges ved grændsereguleringen. Svenskerne paa- stod nemlig, at fra Tysfjorden af var fjeldryggen ikke længer grændse mellem rigerne Norge og Sverige, men alene en grændse mellem Sveriges særskilte («privative») territorium og det svensk- norske fællesgebet. Svenskerne paastod, at de mellem Tysfjorden og Malangen fra umindelige tider sammen med Norge havde været i besiddelse af alt land fra fjeldkjølen til havet og hævet halv skat der. Dette land burde derfor deles lige mellem de to riger. Paa strækningen fra Malangen til Varanger havde i ældre tider Norge, Sverige og Rusland hævet hver sin tredjedel af skatten. Men Sverige gjorde gældende, at Rusland ved freden til Teusina af 18de mai 1595 havde afstaaet sin tredjedel til Sverige, der fra nu af hævede to tredjedele og Norge en tredjedel af denne skat, og at ved freden til Knærød 1613 havde Sverige vel afstaaet til Norge al sin paastaaede ret til sjøstranden, havet og sjøfinnerne, men fremdeles forbeholdt sig retten til de finne- byer, som ligger tilfje1ds. Det var derhos nu i enebesiddelse af 46 –ä Finmarkens amt II.