Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/744

Denne siden er ikke korrekturlest

FORTSATTE FORHANDLINGER MED RUSLAND. 735 eller ingen skat paa min konges vegne hos finnerue, saasom de fleste var bortreist, og den svenske foged havde i Kautken efterladt sig et brev til mig angaaende samme kommission, og blandt andet meldt, at de svenske ei vilde tilstede, at vi norske skulde annamme skat af fjeldfinnerne, begjærede, jeg vilde komme til bemeldte by Enoteker, saa resolverede jeg at reise did og kom der den 1ste februar, hvor alle grændsefinner tog imod mig og blev stedse hos mig. Dagen efter blev jeg til herrerne gjæstbuden, og den 3dje februar foretoges deres kommission. Da kommissærerne forklarede, at de vilde indrette en stadig og ens matrikul over hele Lappmarken, og paastod, at grændse- finnerne ei burde Skatte til Norge, eftersom de svenske lønnede justitsens betjente og præsterne paa samme steder, og en norsk havde der ingen hus; derfor var det en forsømmelse af de svenske fogder i at bortagte deres herres ret, at de saa længe havde tilladt de norske fogder at oppebære skat af sin konges undersaatter, anvisende mig adskillige for de svenske avantagiøse skrifter om grændserne, særlig nogle i høilovlig ihukommende Kristian IV’s umyndige arvinger, fra Kjøbenhavn, skrevet i Sve- rige; thi formente de, at bemeldte grændsefinner nu ei længer burde eller skulde skatte til Norge. Hertil svarede jeg, at det kan bevises, at bemeldte finne- byer langt over hundrede aar har skattet til Norge, hvilke byer ligger paa den vestre side Kjølen eller fjeldryggen, hvor rette grændseskifte er, saa at samme fjeldfinner bebor Hs. kgl. maje- stæts af Danmarks lande og ei Sveriges, og var en stor ubillig- hed, at de skulde skatte til Sverige. W Samtlige finner svarede ogsaa, at de ingenlunde vilde vige fra den ældgamle maade at erlægge deres skat til Norge; thi de bor paa den norske side af fjeldryggen og har al deres næring med skytteri og fiskefangst af de norske lande og vande, samt har deres største handel med norske folk og faar der deres livsop- hold og mestedels skattepenge, og før de skulde tvinges fra den norske skat, vilde de flytte til sjøkanten og bo, og dersom de svenske alene vilde tilegne sig –skatten og landet imod gammel ret og sædvane, kunde let sluttes, at de ei k1mde bo paa be- meldte steder sikker for de norske. Da kommissærerne det fornam, sagde de, at de vilde refe- rere kongen af Sverige, hvorledes de befandt alting, og siden ved skrivelser til Danmark handle om den sag, som er skeet; men jeg kaldte finnerue til mig og bekom min konges skat, uden ringeste restance og det med god vilje. Lillienskiold skriver i «Speculum boreale» i l698: . «Henøerne, tilforn under slottet Vardøhus, var privilegeret,