Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/750

F1NMAR1(EN UNDER 1m1G1–:N I ]807–1814. 741 Allerede før krigen begyndte, var der nød i Finmarken, og i Østfinmarken var nøden som størst. 1801 indberettede foged Wølner til amtet, at Vardø almue var blevet hjulpet i sin trang af den kongelige kasse; men der var indløbet ny forestilling fra lensmanden om den ualmindelige nød. I 1804 var nøden i Varanger steget til det yderste. Foged Strand mødte paa en thingreise i Østfinmarken paa gæstgive1–Stedet KIøvnes i Næsseby den største del af almuen fra Varangerfjord, der med de bitreste. taa1–er beklagede sin nød og elendighed. Fiskeriet havde hele vinteren slaaet feil, og forrige aars sommer var meget daarlig, saa de frygtede for at dø af sult, om ikke de mest trængende af dem, som havde pantsat alle sine klæder for fødevarer, fik offentlig understøtte1se. Fogden vovede derfor straks at anvise paa Mortensnes han- del 15 voger mel til uddeling af bygdekommissionens medlemmer, hvilket skede samme dag. Paa thinget i Vadsø erklærede Varanger almue saavelsom finnelensmanden og skydsskafferen for retten, aat nøden mellem almuen i Varangerfjord var saa stor, at mange familier har været paa vei til at sulte ihjel. En stor del af dem havde været nød- saget til at pantsætte alle sine eiendele, saavel sjøredskaber som kreaturer og klæder. Mange af almuen beklagede sig over, at de var næsten nøgne og ikke eier mere, end de netop kan skjule sig med; de frygtede for, at da de hverken har klæder eller sjøredskaber, vil det falde dem vanskeligt,A om ikke umuligt, at ernære sig noget paa sjøen». Fogden overlod dem yderligere et parti mel til uddeling, og skrev 14de april til amtet, at han ikke kunde med god sam- vittighed lade landets indvaanere, som bar præget i ansigtet af udhungrelse og sult, hvis truende blik gav forventning om, at de var istand til at vove alt for at undgaa sultedøden, blive aldeles uhjulpne, siden kjøbmanden, som- høster saa rigelige frugter af sit arbeide, er ubarmhjertig nok til at spærre krediten, naar mis- ligt fiskeri indtræffer, skjønt pakhusene er velforsynede med levnetsmidler. Om Vadsø almue heder det samtidig, at de ikke blev saa haardt behandlede af handelsmanden, at de jo nok kunde hjælpe sig med den kredit, de nød, indtil havet igjen tilbød dem sine rigdomme. Til understøtte1se af de fattige i Vardø Sogn ud- betaltes et beløb af brændevinsafgiftskassen. Ogsaa den følgende vinter var der trangt om levnetsmidler. Efter en række af naar stod krig for døren. I Finmarken havde man altid været fri for udskrivning og krigstjeneste. Militærtjenesten var en ukjendt ting; garnisonen til Vardøhus toges af de trondhjemske regimenter.