Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/752

FINMARKEN UN1)ER 1(n1GEN 1 1807–1814. 743 Halvdelen af de sendte vaaben kom til Tromsø og halvdelen til Hammerfest. Paa Vardøhus skulde alle vaabenføre mænd i Vardø by og nærmeste distrikt indfinde sig til kanoneksercering som til for- svar. Samme aar var der i Finmarkens fogderi til Vardøhus udskrevet l50 mand. Sommeren 1808 gik hen uden fiendtligheder. Veiret havde været gunstigt, saa græsvæksten over hele Finmarken stod frodig. Sommerfisket havde derimod givet ringe udbytte Landet var imidlertid ogsaa kommet i krig med svensken. Allerede tidligere paa sommeren havde man i Alten frygtet for svenske omstreifere. Et par kvæner, som man antog havde flere i ledtog med sig, havde paa vestsiden af Lang-fjorden i nærheden af Tappeluft begaaet indbrud hos en bonde og med kosterne søgt skogen, hvorfor kystværnanføreren i Talvik fik ordre til at under- søge hele skogstrækningen paa østsiden af Langfjorden, om mu- ligens svenske omstreifere ogsaa der skulde opholde sig. To varder af tørt brænde og næver opførtes, den ene paa fjeldet over Bonakas, den anden paa høiden ved Leirpollnes. Ogsaa i Seida og Polmak samledes de af beboerne, der havde geværer, for at øve sig i skydning. En varde reistes paa fjeldet ved Pol- mak, hvilken kunde sees til Seida og Varanger, en ved Seida, som kunde sees til Bonakas. Ogsaa i Koutokeino og Karasjok toges forholdsregler. Svensker, som maatte komme med handelsvarer, skulde ar- resteres, og deres varer beslaglægges. I det norsk-svenske finne- væsen gjorde krigen i henhold til grændsetraktaten af 7–8de Oktober 1751 ingen forandring. De fjeldfinner, som vilde tage fast ophold i Norge, skulde dog tages i ed, og hvis de negtede at aflægge denne, skulde de ved lensmanden transporteres over grændsen. For at beskytte landet mod fiendtligt overfald anbefaledes vinteren over at holde fjeldfinnerne samlede i Koutokeino, saa mindst 3O mand stadig opholdt sig paa kirkestedet. Mange fjeld- finner søgte at unddrage sig det t1mge vagthold. Koutokeinofinnerne havde til for en femti aar siden været svenske undersaatter, og i de tilstødende svenske og finske Lapp- marker boede deres frænder og venner; derfor gav de krigen en god dag; det var ligegyldigt, enten de skattede til den norske eller til den svenske krone, naar de fik drive sine rener i fred paa de vante beitesmarker, og ingen hindrede dem i deres øvrige livsvaner. De befrygtede overfald af omstreifende svenske fribyttere udeblev dog.