Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/759

CC“Y21 75O FINMARKENS Amt saa omkommer baade folk og kreaturer. En ko kan jeg heller ikke paa vinterens haardeste dag bringe over disse fjorde, endnu ubenævnt, at omkostningerne med koen bliver mere, end koen er værd. Endnu et spørgsmaal: Hvem skal kjøbe det pantede gods? Almuen har ingen penge, og kjøbmændene er i Kjøbenhavn Jeg tænker, det bliver nok det bedste, vi faar gjøre, som vi maatte gjøre i 18l8. Ja, vi maa gjøre det, enten vi vil eller ikke vil. I 1813 var her vinterthing. Tilstanden var da den samme som nu, ingen tran og fisk, ingen høst- og vinterfisk, ingen rede penge fandtes blandt folk. Restancelisten kom straks efter thinget med streng udpantningsordre. Jeg maatte da gaa ind til amtet med forestilling angaaende almuens forfatning. Min ansøgning blev bifaldt, og udpantningen blev udsat, og rettigheden skulde da betales af den, som kunde betale, til næste aars thing. Det gik godt. Fogden fik hver en Skilling paa engang for begge aar.» Grændseopgjøret med Rusland i 1826. Da Norge var skilt fra Danmark og havde faaet en fri forfatning fortsattes ikke længer de meningsløse reiser til Kola, men man søgte at faa istand en sikker grændse mod Rusland. I 1816 blev ved konge- lig resolution af 5te august sagen indledet, og l0 aar senere, i mai l826, afsluttedes endelig en grændsetraktat. Konventionen af 14de (2den) mai 1826 blev undertegnet i Petersburg paa Ruslands vegne af kansler grev Nesselrode og paa Sveriges og Norges vegne af minister baron Palmerstjerna; den blev ratificeret i Stockholm den 27de mai og i St. Petersburg den 19de juli samme aar. Ved denne konvention blev det «fæl- lesdistrikt», som strakte sig fra den østlige bred af Bugøfjord, af russerue kaldet Veresguba, til midten af Fiskerøen, udskiftet saa- ledes, at Norge beholdt kyststrækningen indtil J akobselven, og Rusland den øs enfor liggende Kyststrækning. Indholdet a denne grændsetraktat er tidligere angivet (bind I, pag. 52 og 53) og grændsens gang beskrevet (bind I, pag. 57–6O). Den i 1751 fastsatte grændselinje mellem Norge og Sverige skulde vedblive for det nu til Rusland hørende storfyrstendømme Finland. Fra det sted, hvor denne standsede ved røe no. 349, Golmis-oaivve Maddagæö(’3e, skulde grændsen gaa hen til Gelsomio og derfra følge Pasvikelven paa dens løb mod nordøst helt hen til Boris og Glebs kirke. Her skulde den gjøre en bøining mod sydvest, saa at kirken kom til at ligge paa russisk omraade, og endelig atter i nordlig retning følge Jakobselven ud i havet (cfr. bind I, pag. 57–6O). . ‘ Der har været forskjellige meninger om, hvad Norge ved denne grændsetraktak vandt, og hvad det tabte. Der er fra en- helte russere klaget over, at Rusland ved denne deling fik for