GR‘ENDSEOPGJØRET ME1) BUsx‘AN1) 1 1826. 751 lidet, at det skulde have havt hele Sydvaranger; videre er det sagt, at Norge fik alle de gode, isfrie havne og de rige fiskevær paa sin side. Men det er sikkert nok, at havnene er lige isfri, lige gode eller rettere lige slette paa den norske og den rus- siske kyst, og fiskerierne er lige rige; Kolahalvøen, som fra gam- mel tid havde tilhørt Norge, var gaaet tabt, og fordringerne paa den var helt opgivet Norges grændse kom ved traktaten af 1826 ikke til at gaa saa langt som til de gamle mærker paa Henøerne, men paa den anden side opgav Rusland sine gamle krav paa landet helt vest paa til Bugøfjorden. Ikke destomindre var det en herlighed for Norge som for Rusland og en sag af stor praktisk-politisk be- tydning, at der blev en fast grændse mod Rusland, saa at godt naboskab i tidernes løb efterhaanden har kunnet udvikle sig- Vor nabo opgav den gjennem aarhundreder fortsatte politik at holde grændsespørgsmaalet aabent. Enkelte har troet at burde søge særlig aarsag til dette. Det er sagt, at de russiske fordringer gik til Lyngstuen eller omfattende hele Finmarken, og at de ved teusinafreden i 1595 frafaldne krav fornyedes; at en krig var nær forestaaende og alene blev standset ved keiser Aleksanders pludselige død i Ta- ganrog den 1ste december 1825. Hans efterfølger Nikolaus havde straks efter sin tronbesti- gelse alvorlige uroligheder, det saakaldte decemberoprør, at be- kjæmpe, og det er sagt, at det var dissse vanskeligheder, Karl Johan forstod at benytte sig af til at faa istand grændse- traktaten. Ude1ukket er det vel ikke, at man baade paa norsk og rus- sisk side fandt traktaten forstandig og efter de faktisk bestaaende forhold rimelig. Ved denne deling erholdt Norge ingenlunde løvens part, tvertimod, skriver professor J. A. Friis. Undersøger man det officielle kart over «fællesdistriktet», som blev istandbragti 1825 af begge landes kommissærer, saa vil man finde, at afstanden i ret linje mellem dette distrikts endepunkter paa kysten udgjør 9O–10O verst, hvoraf noget over Vs er tilfaldt Norge, medens den del af ind1andet, som Norge beholdt, ligeledes er mindre end Ruslands andel. Men den fordel opnaaede man dog, at al strid om disse trakter hermed for fremtiden skulde være umuliggjort. Dette endelige opgjør blev afsluttet netop 5OO aar efter, at stri- dighederne begyndte. Han omtaler dernæst Norges gamle rettighed til Kolahalvøen og dernæst endel misforstaaelser og mistydninger af to russiske forfattere, som begge klagede over opgjøret. Begge var enige om at kaste skylden for dette opgjør over i
j c
