Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/95

88 FINMARKENS AMT. Antallet af rensdyr i det nordlige Europa turde efter dette anslaaes til over 500 0OO, heri ikke iberegnet de rensdyr, som samojederne har. Af de 4O O00 rensdyr paa Kolahalvoen, eiede i 1895 finner 25 000, 4 syrjænerfamilier eiede 10000, og 5000 eiedes af rus- sere og kvæner. Af antallet af ren i Sverige i 1900, 29622O, angives 203170 eller 69 pct. i Norbotten län. – I 1898 angaves antallet af ren i Sverige til 244 094 stykker. Fjeldfinnerne og deres renavl. I en fo1ke1ig vise ((0m Norges Herligheder», trykt som flyveblad 1708, forfattet af Baløar Beck (som ogsaa har skrevet en vise om Bergens ildebrand 1702l. heder det: Fjeldfinner haardfør’ er og smaa. Fra et fjeld til et andet render. Lodne klæder de have paa, “ Man ei kone fra manden kjende-r: Thi de begge gaaer Med aabne haar. Brune som tatere de ere, Ei linned paa kroppen de bære. Naar mosen for dyrene opædet er, De straks til anden fjeld fiytter, De fiakker omkring baade her og der. Og bygger sig alt andre hytter. For lam og so, For hest og ko, Bruges dyr, ja ost og melken fører. Og med deres l(yrisser kjører. Ligesom sælen forskaffer eskimoen næsten alt, hvad han be- høver for at føre et tilfreds liv, saa1des er fje1dflnnens tilværels(ɔ bygget paa den halvt tæmmede ren. Men medens eskimoerne er jægere, saa er fjeldfinnerne nomader. Ligheden mellem dem er (len, at de af en enkelt dyreart forstaar at skaffe sig føde, k1æder. tildels ogsaa telte og redskaber. Fin11en har en fordel deri, at han i det den største del af aaret snedækkede land kan anvende ren til at kjøre med, hvortil eskimoen anvender hunde, hvilke finnen bruger til hjordens bevogtning. Videre har finnen en her- lighed deri, at han ialfald en del af aaret kan faa noget melk af sin ren, medens det eskimoiske pattebarn maa dø, hvis mo- deren dør, og der paa eller nær det enslige bosted ingen er, der kan give det die. Eskimoen forstaar at forfærdige skindbaade. kajaker og konebaade af sælens skind, og han anvender derhos sælspækket til brændsel, hvis andet brænde ikke kan faaes, medens fjeldfinnen trænger ialfald nogen skog. En væsentlig forskjel er