Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/97

9O FlNMARKENS AMT. skuffe til at skuffe den løse sne bort fra teltpladsen. å-7 træer reises op imod hverandre, og udenom bredes et gjennemrøget stykke lærred, saa der øverst oppe levnes en aabning for røgen. lldstedet dannes i midten, og omkring samme bredes riskvister; nu er teltet færdigt. Reiser flere sammen, saa forener de sig paa denne maade om at opføre et fælles telt, som bliver større. Reiseteltene er i almindelighed saa smaa og lave, at man, naar man stiller sig i midten af samme, stundom naar endog op over røgaabningen; et saadant telt bestaar kun af en fire, fem smaa stokke. – Det egentlige vinter-telt har et lidt mere vidtløftigt skelet af teltstænger. a Det er først fire tykke træer, som kaldes b(BlØ3, der er noget krumvokset i den ene ende. Disse sættes mod hverandre to og to, og de to par stilles parallelt og i en afstand af henimod 2 m., og saa anbringes en stok omtrent af denne længde, røgstokken, sao(vm)–mWuorra, imellem dem, idet den tappes ind-i huller i de to bæljepar. I røgstokken kommer gryden til at hænge. Disse fire stokker med røgstokken danner en buk, som er saa at sige grund- Skelettet i finneteltet, og andre stokke eller teltstænger støttes eller fæstes til dette. Ved at anbringe flere teltstænger, bliver finne- teltet tilsidst 12–kantet eller l6–kantet, men kanterne er ikke stærkt fremtrædende. saa det gjør indtryk af at være rundt, naar teltdugen kommer paa. I Sydvaranger er der faa fjeldbyer. Hos disse finner er til forskjel fra karasjok- og koutokeinofinnerne «bælje»telte en sjeldenhed. De benytter omtrent udelukkende de simplere, mere enkle «1aWc»tcV11;c. I lavvoteltene er teltskelettet, som berørt, kun raat tilhugne birkestænger, der stilles sammen som en geværpyr(mide. Det er karakteristisk for disse Sydvarangerfjeldbyer, at teltene staar længe paa et sted. Der, hvor teltene engang er sat, staar de i maanedsvis, selv om renhjor(len flytter noksaa meget omkring og fjerner sig noksaa meget fra teltene. Disse er da kvindernes faste vinterresidens, medens manden som regel holder til i de smaa vogtertelte hos hjorden og kun af og til, ofte kun en gang om ugen, aflægger et kort besøg «hjemme». “ Til teltdug bruges om vinteren et grovt, meget tykt uldent tøi, omtrent som gulvtæpper, hvilket tildels forarbeides af finnerne selv, men almindeligere kjøbes af sjøfinnerne eller de svenske og russiske kvæner. Til sommertelt bruges tyndt vadmel eller lær- red, som er billigere, men mindre varigt Øverst i teltet bliver et aabent hul, hvor røgen fra ildStedet søger ud, og dette til- .dækkes kun, naar ilden slukkes. Indgangen til teltet gjøres saa liden som 1nulig, for ikke at foraar-sage for megen kulde, og er