Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 3.djvu/102

KOUTOKE1NO HERRED. 89 Der er altsaa to skolesteder: ved kirken for fjeldfinnerne og de fastboende samt i AVððe for de derboende. I 1903 var der 65 undervisningspligtige børn i de fast- boendes kreds og 97 undervisningspligtige fjeldfinbørn. For de sidste holdes skole i 12 uger i januar-apri1, de fastboendes børn undervises 6 uger før jul og 6 uger, efterat skolen for fjeldfinbørnene er endt. Hver af de to kredses børn er delt i 3 klasser. Det er lykkedes at faa ca. 80 pct. af de fastboen(le børn til at møde, og af fjeldfinbørnene, hvoraf i tidligere aar ca. Ve havde fremmødt, var 75 pct. tilstede i skolen. Koutokeino synes at være den bygd i Finmarken, hvor op- lysningen er mindst. Moralsk og sædelig er tilstanden slet; der er ingen Sands for at faa mere oplysning Der er intet sted i Finmarken, hvor et internat var mere paakrævet end i Koutokeino, hvis børnene her overhovedet skal faa skolegang To tredjedele af herredets befolkning er flyt- finner, som ikke eier hus, og husene paa skole— og kirkestedet er meget smaa og om vinteren ofte fulde af tilreisende flytfinner, i hvis spor ofte drik og rolighedsforstyrrelse følger. Der er for at faa disse finnebørn undervist for budget- terminen l905—06 bevilget 6000 kroner til internat eller en bygning, hvor de kan bo og være i skoletiden. De samlede om- kostninger med denne bygning er ans1aaet til 12000 kr. Lærernes kaar i Koutokeino er nu væsentlig forbedret, og de ældre finske lærere er afløst af norske. Det finske sprog holder sig, som det maa ventes, inden denne kommune. Sognepræsten i Koutokeino oplyste i 1867, at norsk sprog- kundskab hos den yngre slægt var betydelig mindre end hos den ældre, ja selv ældre finner, som engang kunde læse norske bøger-, havde for det meste glemt det. I 1876 søgtes skolen af 75 børn, hvoraf 48 u(leblev. Aarsagen til forsømmelserne er flyt- ningsforholdene samt vanskeligheder ved at finde logi for bør- nene og forældrenes ulyst til at sende disse fra sig ad de lange og vanskelige veie. Efter sognepræsten Hans ])ahls mening var det præstegjeld, Koutokeino med Karasjok, som tilfaldt Norge helt ved grændse- reguleringeni l75l, ikke af stor værdi. Han overtog kaldet i 1755 idet Koutokeino, som før var fællesdistrikt, var blevet helt norsk og han afløste den sidste svenske præst der. Han bemærker: «Den aarlige Indkomst af Skatten, som nu oppebæres af Kongen af Danmark alene (thi tilforn hørte dette Kald til Sverige), beløber sig neppe til 50 Rdl., hvorimod Hans Majestæt lønner en Præst i Koutokeino med 1O0 Rdl., og med Tiden vil mere ud- fordres til at sætte Skole-Væsenet istand, saa at den første og D D I