Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 3.djvu/515

- 502 FlNMARKENS AM’l’. kun var det unge mandskabs udskrivning til russisk krigstjeneste dem særdeles imod. Deres frygt herfor var over al beskri- ve1se.» W’ahlenberg ytrer i sin beskrivelse af Kemi lappmark i 1804 om Neiden, Pasvik og Peisen, at indbyggerne er russiske fisker- flnner, som i sprog, klædedragt, religion m. m. meget ligner rus- siske bønder. De lever hovedsagelig af fiskeri i havet, og meget faa af dem eier en ko. I Neiden er der 5 saadanne hushold- ninger; de lever ligesom enarefinnerne i tømrede gammer eller i smaa stuer. Der var ingen fjeldfinner, siger han; der boede en russisk kjøbmand i Pasvik. W Der er endnu nogle skoltefinner, der tilhører den græsk- katholske religion i Neiden, hvor forøvrigt den største del af be- folkningen nu er kvæner. Befolkningen her i Neiden gjør et noksaa fremmed indtryk. Gjennem Neiden drog kvænerne hver vaar til Varangerfjorden paa fiske og hver høst tilbage igjen. Den ene efter den anden slog sig ned her, byggede og ryddede, og lidt efter lidt blev egnen en kvænkoloni. Foruden disse kvæner bor der i Neiden paa den sydøstre bred mellem Kobbefossen og Skoltefossen nogle faa af de nævnte græsk-katholske skoltefamilier. Medens ved grændseopgjøret i 1826 pasvikfinnerne eller skolterne skulde blive russiske undersaatter, overgik neidenskol- terne til norske, med bibehold af sin katholske religion. De har levet paa et stykke i et slags jordfæ1lesskab. I det hele er der ikke mere end l3 individer. Af kvæner bor der ialt nogle og tredive familier-, hvoraf 6 ovenfor Skoltefossen og resten nedenfor. Det norske element er meget svagt repræsenteret, idet der paa den hele strækning fra elvens munding til Finlands grændse kun bor en nordmand for- uden skolelæreren. Kvænsk og skoltefinsk er det daglige sprog, og de fleste forstaar ikke norsk. Gaardene i Neiden ligger alle langs med elvebredden oppe paa sandmælen. Her lever henved 2O0 mennesker ialt. Husene er tømmer— eller plankehuse uden paneling eller maling. Boligerne er i de senere aar forbedret, idet mange har byg- get nye, rummeligere huse eller udvidet og forbedret de gamle. I hele Sydvaranger findes der maaske ikke mere end en eneste virkelig gam1ne, d. v. s. torvhytte med jordgulv og grue samt røghul i taget. Derimod er der endel overgangsformer mel- lem tømmerhus og gamme, torvhus med trægulv eller derhos med indvendig paneling og kogeovn og med eller uden bibehold af røgaabningen i taget. Fællesgammen for baade dyr og men- nesker eksisterer ikke mere. I et skogdistrikt som Sydvaranger blev torvgammen snart ombyttet med tømmerhytten. uden at