Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/232

JORDBRUG. — 221 Det gik tungt i den seige vold, og hestene var lidet vante til at gaa i «bete» (par). I)et korte styre gav liden magt. Undertiden spændtes hestene ifra, og plogen bragtes til smedjen, og man kunde endog blive nødt til at lægge plogen bort og gribe til tverøksen igjen. “ Naar der var høstet en havreav1ing paa et pløiet stykke, blev det «rispet» med arden og harvet og hav-re saaet paany. Aaret efter blev gjødslet med agerrensjord blandet med gjødsel, og stykket blev saa lagt til græs efter en kornavling, d. v. S. man lod det græsbinde sig paa naturlig maade. Det første aar fik man et hø med ugræssorter, og lidt efter lidt gik det over til almindelig gi-æsvækst. Det bedste hø blev altid kjørt til staldgulvet. Naar vaaren kom og agrene var tørre, saa at det bar hesten, begyndte brøtningen». Man brugte saa mange arder, som der var heste. gjerne 8 a 1O paa en almindelig gaard, og alle paa samme stykke i en lang række Den sidste hest var ofte netop kommen afsted, da den første var fremme i den anden ende. Arbeidet var tungt. Naar underharvningen begyndte, viste det sig næsten altid at være en hel del rodugræs og klump, som maatte «slaaes:—) med grev eller klubbe, førend saaningen kunde ske, og dette arbeide blev udført, medens hestene hvilede. Aa- rets avling beroede for en del paa, om man fik rodugræsset udryddet, og paa, om der kom saavidt varme i jorden, saa frø- ugræsset kunde spire før saaningen, saa det blev forstyrret under de senere bearbeidniuger. Naar undtages et skifte erter, var der ingen anden veksling af avlinger paa disse agre end indbyrdes mellem kornsorterne. Men der var to brakaar paa et 9—aarigt omløb, nemlig en gjødslet for byg og en ugjøds1et for rug. En- gene fik lidet tilbage af den gjødsel, som faldt af det avlede hø; kornavlen paa agrene maatte holdes oppe ved den fra engene faldende gjødsel. Af rodfrugter brugtes kun nogle faa maal poteter til eget behov. Brændevinsbrænding af poteter havde dog været drevet noget som hjemmebrænding paa gaarden, førend den blev forbudt Fodringen i fjøset blev først og fremst halm, derhos som «sørping» avnerne og den ved træskningen faldende «høle», og endelig en liden «vandel» simpelt hø eller ligefrem star fra my- rerne. Melkemængden pr. ko er neppe undersøgt, men ifølge melkeregnskaber fra de første aar, landbrugsskolen var paa Jøns- berg, var gjennemsnitsudbyttet der omkring 6OO potter og blev neppe drevet meget høiere under det gamle kornavlbrug. Kjøre- nes bæretid var gjerne vaaren, og der blev da kjernet en del vaarsmør, som brugtes udover sommeren i gaardens husholdning. Til sæters drog alle, og de gaarde, som havde hjemmesætre i almenningen, avlede saaledes 1 bpd. Smør eller halvandet pr. ko,