Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/291

28O HEDEMARKENS A1æ1T. end slettebygdernes fædrift, gav dog det første et langt større udbytte end det sidste. I Hedemarksbygderne indtog i gammel tid sæte1—bruget en fremskudt plads i bedriften. Hedemarkingerne, saavel som de- lerne, betragtede sæterbrugets afkastning som omtrent den eneste indtægt, fædriften bragte. Efter Arremt Berntsen har dog Hedemarken i tiden nærmest før suverænitetens indførelse drevet opdræt og Salg af slagt-efæ. Han fortæller-: “«Hedemarken underhol(ler meget Fæned, hvoraf de til Oslo om Høsten nedføre meget Slagtefæ.):“ Hedemarkingernes fjeldbeiter maa —— paa grund af det mindre antal kreaturer — have strukket bedre til end senere. Udsæden øgedes senere stærkere end kreaturholdet, mest i de kornproducerende distrikter-. Halm — og over Oplandene den daarligste slags, nemlig af rug og byg — øgede paa de mere værdifulde stoffers bekostning Kreaturanta1let øgedes for at kunne tilgodegjøre alt det grove foder, og kanske særlig, fordi hver mand ønskede at kunne slippe det størst mulige antal sultne dyr paa de fælles havnegange i bygderne og paa fjeldet Herved blev havnegangene efterhaanden ut-ilstrækkelige, og ved udgangen af det l8de aarhundrede var der stor mangel paa havn i de hedemarkske sætre. Mange havde flyttet med sine krea-turer til fjeldstrækningerue i Valdres, Land, Østerdalen og Gudbrandsdalen. Man benyttede dengang ikke hække eller krybber, men fodret lagdes i baaserne foran kreaturerne. Sørpe afavner, løv, høfrø O. a., hvorpaa sloges varmt vand og en haandful(l salt, gaves gjerne melkekjørene en gang daglig Pram beretter om Hedemarkens kvægstel omkring 1800: Kjørene maatte her hjælpe sig med udelukkende halmfoder om vintere11. Græsgangene var slette; de, der havde flyttet“med sine kreaturer til sætre i Valdres og Gudbrandsdalen, fik. dobbelt saa meget Smør og Ost som de andre Veien til disse sætre kunde være op til en 2O mil. Kyndige landmænd erkjendte selv, at fædriften ikke dreves paa en fordelagtig maade.“ Paa Hedemarken angives i det 18de aarhundrede sæterudbytt-et til 1 bismerpund eller ti kg. Smør pr. ko og meget ofte ikke saa meget. I den øvrige tid af aaret havde man vanskelig for at skaffe den fornødne melk og Smør til husholdningen; noget synderligt at sælge blev der ikke. Som fodersurrogater spillede levet over Oplandene en stor rolle. Naar afgrøderne paa ager og eng slog feil, blev der lagt stort arbeide paa at samle saameget mere løv. I aaret l778 var det et ualmindeligt tørkeaar over Oplandene, og soldat1nønstringerne blev udsat af den grund, at alle maatte