Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/322

Denne siden er ikke korrekturlest

F.‘EDRlFT. 311 Fjærkræavlen synes i ældre tid at have været ringe, i Ti-yssil f. eks. saa godt som ingen. Thi A. C. Smith skriver, «at de tamme Fugle kjende vi intet til i disse Egne. En Gaase- Kraase, en Ande-Ragu, en Kylling-Steg, en .ZEgge-Bubbert blive ikke de Retter, hvormed Trysilderen kan have den Ære at op- varte sine Gjæster». Hønseholdet har i de senere aar taget sig adskillig op i amtet. — I mange distrikter indføres forædlede hønseracer, og fra enkelte distrikter sælges endel æg. I Nordre Østerdalen indføres endnu æg udenbygdsfra. Udklækningsapparater er anskaffede paa flere steder paa Hedemarken, og tidsmæssige hønsehuse bliver mere og mere almindelige. Der holdes dog for daarlige høns paa mange steder, og der fodres for ensidigt og stærkt. Paa Oplandene klages over, at hønsene spiser sine æg, og med de strenge vintre og den lange vinterindespærring er man vistnok særlig udsat for den ulempe. For at hindre dette bør man undgaa overfedning af dyrene og benytte enhver anledning til at lade dem komme ud og vin- tertiden igjennem forsyne dem med rige1ig kalkholdig sand. Efter regnskab i 1901 fra Romedal har 36 høns, af værdi kr. 105.00, væsentlig hvide italienere, forvoldt en udgift af kr. 267, de samlede indtægter af kyllinger, seg o. s. v. var kr. 437, fortjenesten følgelig kr. 4.70 pr. høne. 34 høns lagde i aarets løb 3518 æg eller 103 æg pr. høne. En god, ung italiener eller minor-cahøne lægger omtrent 130 æg om aaret, hvilket a 5 øre pr. stykke udgjør kr. 6.;50; foderet anslaaes i regelen til kr. 3.50 pr. høne pr. aar. Uden at regne Salg af kyllinger og gødning vil indtægten af en høne i en mindre flok blive omtrent kr. 3.00 om aaret. I valget af raee har der været adskillige forandringer ved hønseavlen. De engang saa yndede, store, prægtige kokinkinesere er saagodtsom forsvundne her i landet, mens de nyere racer: plymouth ro(—ks, orpingtons og u)yandotter, men først og fremst de brune italiener-e er i jevn fremgang. Kan hønsene gaa frit ude, da trives de bedst; naar de holdes inde om vinteren eller om sommeren maa gaa indenfor en trang indhegning, da kan foderet ikke blive alsidigt nok. Der bliver ikke noget større udbytte, naar man uge efter uge fodrer med samme kost. E Man regner italieneme (brune, hvide, graa-, blaatavlede og sorte) og minorcas som de bedste æglæggere og som de racer, der egner sig bedst for vort land. Kyllingerne af italienere be-